Miljørådgiver har gang i butikken
Det Vedbæk-baserede rådgivnings- og analysefirma Dansk Miljøanalyse har fået dobbelt så mange kvadratmeter at gøre godt med, efter firmaet på fire år har fordoblet omsætning og medarbejderstab
Det Vedbæk-baserede rådgivnings- og analysefirma har fået dobbelt så mange kvadratmeter at gøre godt med, efter firmaet på fire år har fordoblet omsætning og medarbejderstab
- Udvidelsen af vores domicil er en milepæl, der markerer den foreløbige kulmination på en ambitiøs, toårig udviklingsplan. Vi opgraderer på kvalitet og kapacitet, når det kommer til vores kerneydelser – bygnings- og miljøanalyser - samtidig med at vi tager det næste skridt i den strategiske udvidelse af vores forretningsområde med fokus på indeklima, skimmelsvamp, arbejdsmiljø og affaldshåndtering.
Fordoblet omsætning
Sådan lyder det fra direktør og ejer af Dansk MiljøAnalyse Kristoffer Kampmann, efter firmaet har overtaget nabobygningen i industrikvarteret i Vedbæk og dermed fordoblet størrelsen på virksomhedens bygningsareal.
- Den eksisterende bygning er nu udelukkende helliget markant forbedrede laboratoriefaciliteter, mens de nye, ekstra kvadratmeter på den anden side af gården huser administrations-, rådgivnings- og udviklingsmedarbejdere, fortæller Kristoffer Kampmann, der overtog den daglige ledelse af firmaet fra sin far i 2013.
- Siden da har vi fordoblet omsætningen, og vi forventer og budgetterer med vækst de kommende år også. Stort set al overskud er gået til at investere i denne vækst, blandt andet med en løbende opgradering af medarbejderstaben, og det er også strategien fremadrettet.
Flere nye ansigter
- Dansk Miljøanalyse har de seneste to år tilføjet syv medarbejdere til en stab, der nu tæller 25 ansatte, og fem af de nye ansigter er rådgivere, fortsætter markedschef Martin Nerum Olsen.
- Målet er fortsat at vækste en smule på rådgiverdelen, hvor vi har tilknyttet nogle af de stærkeste navne i branchen. Vi vil gerne polstre os ved at have to specialister på hvert område, men ellers er både de fysiske rammer, ordrebogen og staben perfekt gearet til firmaets nuværende situation. Udvidelsen sker for at imødekomme efterspørgslen – bæredygtigheden er ikke betinget af, at vi kan tiltrække nye opgaver.
Lært af finanskrisen
På trods af vokseværket har Dansk MiljøAnalyse ingen ambitioner om at lade voksende overskud komme andre end firmaet til gode.
- Stort set hele overskuddet går til udviklingsprojekter og økonomisk polstring, så Dansk Miljøanalyse vil stå stærkt, hvis branchen skulle løbe ind i nedgangstider. Gennemsnitsalderen i firmaet har endnu ikke rundet 40 år, så vi har ikke travlt med at gøre firmaet til en profitabel forretning for os personligt, siger Martin Nerum Olsen og slutter:
- Med udvidelsen af både fysiske rammer, medarbejderstab og forretningsområde står Dansk MiljøAnalyse knivskarpt rustet til fremtiden med kapacitet og specialistviden til at fokusere på otte kerneområder: Prøvetagning og analyser, indeklima, skimmelsvamp, PCB, affaldshåndtering og arbejdsmiljø.
-jhn