Ny planlov løsner grebet om landdistrikterne

Dansk Byggeri ser positivt på den nye planlov og fremhæver tre væsentlige forbedringer

Den nye planlov liberaliserer en række områder. Der bliver friere rammer for kommunernes planlægning, færre restriktioner på butikkers størrelse og placering samt mindre statslig indblanding - f.eks. i forbindelse med planlægning af kystzonerne og etablering af tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne for virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv. Derudover bevares kravet om 25 % almene boliger i forbindelse med lokalplanlægningen af nye boligområder.
 
- Det er en planlov, som tilgodeser ikke mindst landdistrikterne. Der er fokus på at øge attraktiviteten i landdistrikterne og bedre udnytte de muligheder, kommuner har. Og der er ingen grund til at frygte vestkysten bliver det nye Sunny Beach - der skal stadig være styring fra kommunen og statens side, beroliger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

Fleksible regler
Dansk Byggeri er også meget positivt på de tiltag, der giver virksomheder og borgere større frihed til at udvikle deres ejendomme - f.eks. ved anvendelse af tomme bygninger, nye muligheder for omdannelse og udvikling af attraktive landsbyer. Og så bliver der mere fleksible regler for udlejning og anvendelse af sommerhuse.
 
- Man kan sige, at planloven giver bedre mulighed for både at udvikle og afvikle. Fremover får kommunerne eksempelvis lov til at udpege to omdannelsesbyer pr. kommuneplan, hvor de kan gøre en ekstra indsats for, at landsbyerne ikke bliver spøgelsesbyer præget af forladte boliger. Der er stadig mange tomme huse, og byerne skal finde en fornuftig måde at skrumpe på, og her er det vigtigt, at der bliver rum til at tænke nyt, siger Maria Schougaard Berntsen.

Du kan læse mere om hovedelementer i den nye planlov her.

Flere boliger til studerende
Og der er også godt nyt til storbyerne, vurderer Dansk Byggeri. Her bliver det nemmere at skaffe flere boliger til de studerende, der i øjeblikket bliver presset ud af boligmarkedet, da kampen om de mindste boliger i byerne er skærpet. Med den nye planlov kan kommunalpolitikerne inddrage et såkaldt perspektivområde i kommunen til flytbare studieboliger i op til ti år. Det vil sige gode og fine byudviklingsområder, hvor kommunen endnu ikke har lagt lokalplaner.
 
Det falder helt i tråd med de ønsker, som Dansk Byggeri har arbejdet hårdt på at få fremmet på baggrund af en række virksomheder, der har stået på spring med løsninger, som bare ikke kunne realiseres på grund af planloven.
 
- Det laver den nye planlov om på, og de virksomheder, der har gået og trippet, mens de har ventet på, loven skulle blive vedtaget, kan nu komme i gang. Mange danske virksomheder har nemlig allerede flytbare boliger på hylderne, for de bruges f.eks. ved genhusning, hvis der skal ske en større renovering. Men indtil nu har lovgivningen bremset dem i at tilbyde boligerne til de studerende, og det er jo fjollet, siger Maria Schougaard Berntsen.

Hos Ejendomsforeningen Danmark glæder man sig over den nye planlov. Læs mere her.

-kj

1/6 2017