Ny udbyder af byggeskadeforsikringer

Marsh & McLennan Agency A/S har netop åbnet kontor i Næstved og melder sig klar til at tegne byggeskadeforsikringer i Danmark med en solid finansiel rating inden for denne type forsikring

Den internationale rådgivningsvirksomhed Marsh & McLennan Agency A/S lancerer nu en ny byggeskadeforsikring til landets professionelle bygherrer under navnet Protek.

En byggeskadeforsikring er i dag en forudsætning for en byggetilladelse og reglerne om den obligatoriske byggeskadeforsikring trådte i kraft 1. april 2008 og betyder, at når en bygherre bygger en helårsbolig til en forbruger, er denne forpligtet til at tegne en byggeskadeforsikring som dækker boligejeren.

Med etableringen af et nyt kontor i Næstved og et dedikeret team der alene har fokus på byggeskadeforsikring, har man således skabt de optimale rammer for at servicere dette store marked. Det nye team vil operere adskilt fra den traditionelle forretning i Marsh A/S.

Speciale i byggeskadeforsikring
Nicholas Bonnor, der er adm. direktør i Marsh & McLennan Agency A/S forklarer, at Protek rettet mod landets bygherrer, og at selskabet er klar til at udfordre status quo på dette område.

- Når man ser på udlandet, mener vi ikke, at de nuværende byggeskadeforsikringer herhjemme er tilstrækkeligt konkurrencedygtige og derfor har vi etableret et nyt team der kommer til at tilbyde en forsikringsløsning, hvor Protek bliver konkurrencedygtig på både kundeservice, kvalitet og pris, siger direktøren.

Denne nye byggeskadeforsikring er skabt i samarbejde med forsikringsinstitutionerne, Lloyd's og First. Lloyd's har den økonomiske rating A+ fra S&P, hvilket er en rating der inden for forsikring rangerer i den absolutte verdenselite. Dermed er alle kunder garanteret, at deres forsikringsløsning også er gældende den dag, eventuelle skader skal betales.

Protek er 'Coverholder at Lloyd's' med speciale i byggeskadeforsikring. Protek er stiftet i 1980 og består af et dedikeret team med tilsammen mere end 25 års erfaring indenfor byggeskadesegmentet for såvel nybygning, tilbygning samt renovering.

-cmn

15/11 2016