Nye huse snyder med tæthedenNår kravene til husenes tæthed bliver skrappere og skrappere, så er det underligt, at der overhovedet ikke stilles krav til de virksomheder, der udfører testene, lyder det fra branchen

Nye huse snyder med tætheden

Flere og flere huse og bygninger testes på tæthed, men der stilles ingen krav til dem, der udfører prøverne. Det har givet lykkeriddere kronede dage og resultater ingen kan stole på, lyder det fra branchen

Lige om hjørnet venter nye skrappere 2015 krav til alle, der bygger huse. Ikke alene skal bygningerne være væsentligt mere tætte, det skal også dokumenteres i alt byggeri ved tæthedsprøver, de såkaldte Blowerdoortests.

Men selv om myndighederne nu skruer bissen på over for håndværkere og byggefirmaer, stiller de ikke krav til de virksomheder, der udfører tæthedsprøverne.

Ifølge direktør Bent Bagge Nøhr fra Dansk Infrarød Inspektion A/S, der også er næstformand i brancheforeningen Klimaskærm, er der nærmest tale om et cowboyland, hvor enhver lykkeridder kan slå sig op på at udføre tæthedsprøver og gøre, som man har lyst til.

- Hvis jeg skal sige det pænt, så er der helt klart nogle firmaer, der bevidst spekulerer i at holde fast på kunder og skaffe sig flere nye ved at være særdeles ’flinke’ med at lade byggerierne bestå tæthedsprøverne på den ene eller anden måde.

Tilbudt penge for at snyde
Hans eget firma Dansk Infrarød Inspektion A/S er et af de kun cirka 20 frivilligt certificerede virksomheder herhjemme, der udfører tæthedsprøver og er underlagt Byggeriets Kvalitetskontrol, så her er der orden i sagerne.

- Men jeg har prøvet at blive tilbudt en pæn sum penge for at fifle med rapporten på et hus, der ikke havde klaret tæthedsprøven. Selvfølgelig fordi det har store økonomiske konsekvenser, når arbejdet skal laves om.

Alle bliver holdt for nar
Og ifølge Bent Bagge Nøhr kan det også være omvendt. Den gode men uerfarne husbygger, der uforvarende får lavet tæthedsprøver af en af disse lykkeriddere, der giver alle gode resultater. Han tror, at alt er i den skønneste orden. Bygger flere huse på samme måde og finder først ud af, at den er helt gal den dag, et andet firma laver tæthedsprøver på deres arbejde. Han kender også til eksempler på byggerier, hvor et byggeri af et større antal ungdomsboliger, der alle blev godkendt, selv om det kun var en lille håndfuld, der på forhånd var blevet udpeget og testet. Ligesom der stadig er byggesagsbehandlere og rådgivere, der går i den vildfarelse, at store bygninger ikke kan testes i deres helhed, og derfor lader sig affinde med begrænsede målinger.

- Som det er nu, bliver alle holdt for nar, og ingen kan vide sig sikre, når det gælder tæthed. Det er selvfølgelig ikke sjovt, når vi har brugt rigtig mange penge på at blive certificeret, men det er ikke mig, man snyder. Det er den kommende boligejer, der tror, at han har fået et tæt hus, som slet ikke er tæt, har et unødvendigt højt varmeforbrug og i værste fald udvikler skimmelsvamp i løbet af nogle år på grund af utæt dampspærre.

Bestilte resultat på forhånd
Kurt Lynge Christensen, der er ejer af Dansk Bygningsrådgivning, er en af de andre virksomheder, der er certificeret. Udover tæthedsprøver laver han også energimærkning af huse og ser derigennem andre eksempler på, hvordan boligejere er blevet snydt. For her får han forelagt rapporter på tæthedsprøvninger, der nok så smukt overholder kravet på 1,5 l/s pr. m2, men det er helt umuligt at se, hvordan de skulle være nået frem til det resultat ud fra de foreliggende målinger på ærlig vis.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der bliver fusket bevidst. Jeg har selv fået en sådan opgave, hvor beskeden lød: Det er lige meget hvordan, men vi skal bare have et resultat, der overholder de krævede 1,5 l/s pr.m2. Der må jeg så sige til dem, det skal jeg ikke ud i. Det er ikke sådan, jeg arbejder, så må de finde en anden.

Lette penge trækker
Og det er let nok at finde andre firmaer, for ifølge Kurt Lynge Christensen kan enhver elektriker eller tømrer købe udstyret og starte op med en dags kursus fra sælgeren.
- Det er ren Klondyke. Jeg får ind imellem opringninger og spørgsmål, hvor folk ikke kan det mest basale i betjeningen af udstyret. – og der er firmaer, der under prøven bare lukker to døre i huset for at opnå et bedre resultat. De er ligeglade. De skal bare have en pose penge og så videre til næste opgave.

Politikerne må vågne op
Både Kurt Lynge Christensen og Bent Bagge Nøhr efterlyser en certificeringsordning for alle, der udfører tæthedsprøver.

- Når kravene til husenes tæthed bliver skrappere og skrappere, så er det underligt, at der overhovedet ikke stilles krav eller er kontrol af de virksomheder, der skal måle på, at reglerne bliver overholdt, siger Kurt Lynge Christensen og suppleres af Bent Bagge Nøhr:

- De skrappere krav til bygningers tæthed er jo politisk skabt, fordi vi som samfund gerne vil nedbringe husenes totale energiforbrug for at mindske CO2-forurening og gøre os mindre afhængige af olie og gas. Men så må politikerne også vågne op og stille krav til måden, bygninger bliver testet på, for som det er nu, kan ingen vide sig sikre på, om tæthedsprøverne holder det, de lover.

-jhn


Cowirapport fastslår:
Der eksisterer i Danmark krav til den standard, som skal følges ved tæthedsmålinger
(DS/EN 13829), og fra 2015 vil det være et krav, at alle nye bygninger skal tæthedsprøves.

- Køberne af en 'tæthedsprøvning' dvs. bygningsejere, entreprenører mv. har en naturlig forventning om, at udbydere på markedet lever op til lovens krav og/eller har et ansvar for deres produkt. Dette er ikke altid tilfældet i dag, hvor der ikke stilles krav til testerens kompetencer, således at alle i princippet med brug af en ventilator og et manometer kan gennemføre tæthedstest.

- Der eksisterer ingen standarder for hverken testafrapportering, udførelse af målinger eller kvalitetssikring af tæthedsmålinger. Derfor er testresultater svære at kontrollere for myndigheder og 'købere'.

- Endelig er der ikke krav om, at de udførende skal have en rådgiverforsikring, hvorfor inkompetente testere kan fortsætte uden den store risiko.

Kilde: Energistyrelsens COWI rapport ’Barrierer og muligheder for en styrket håndhævelse af energi- og tæthedskrav i byggeriet – februar 2014


29/10 2014