Plads til vækst i Ceresbyen
Ingeniørfirmaet Viggo Madsen er flyttet i nyt domicil i Ceresbyen i Aarhus. Her er der plads til løbende tilgang af nye opgaver og medarbejdere
- Det at vi er blevet del af Ceresbyen, er en helt ny start for os – en version 2,0 om du vil. Vi har et ungt, dynamisk team af medarbejdere, og det giver nye tanker og ønsker om at ændre det måske lidt støvede og konservative ingeniørimage, vi har, siger adm. direktør Kim Clausen.
Virksomheden har rødder 60 år tilbage, og har siden 1989 været totalrådgiver og ingeniør på en lang række markante byggerier i Danmark. Samtidig løser virksomheden også opgaver for mange boligforeninger i Aarhus, Aalborg, Odense, Herning, Skanderborg m.v. og udarbejder bl.a. helhedsplaner
- Vi har en stærk tilgang af nye opgaver og med de nye lokaler, har vi mulighed for at realisere den 25 procents vækst, som er vores mål indenfor to år. Samtidig indgår vi i Ceresbyen i et pulserende og inspirerende erhvervsmiljø og er kommet tættere på flere af vores samarbejdspartnere og kunder, hvilket er en stor fordel for os, tilføjer han.
Vandt Renovers jubilæumspris
Ingeniørfirmaet Viggo Madsen udfører opgaver i hele landet inden for bygherrerådgivning, bygningsprojektering, anlægsarbejde, klimasikring, tekniske installation samt energi og indeklima. Desuden har virksomheden et stærkt fokus på den almene sektor.
- Rosenhøj i Aarhus er ét fantastisk eksempel på en helhedsplan, som vi som totalrådgiver har arbejdet på i mere end fem år. Vi vandt sammen med det øvrige professionelle team og boligforeningen Århus Omegn Renovers jubilæumspris for Danmarks bedste almene renovering, siger Kim Clausen.
Varierende projekter
I de seneste mange år har Ingeniørfirmaet Viggo Madsen løst stort set alle former for ingeniøropgaver. Firmaet er eksempelvis husrådgiver for MOMU og Den Gamle By i Aarhus, totalrådgiver for Kollegiekontoret på 202 ungdomsboliger i Åbyen i Aarhus, varetager byggemodning af 325 boliger i Malling for Aarhus Kommune, udfører klimarenoveringsprojekt på Struer havn for Struer Kommune, har vundet totalentreprisen på Danmarks nye Rostadion i Bagsværd i samarbejde med 2 arkitektfirmaer samt en lang række andre projekter.
- Vi har i de seneste mange år haft fokus på en sund tilgang af varierende projekter og har i dag medarbejdermæssigt et stærkt team på alle områder, siger Kim Clausen.
-los