Region vælger partnereKPF Arkitekterne skal som totalrådgiver tegne det nye sundhedscenter i Haderslev sammen med Drias ingeniører og Esbensen Rådgivende Ingeniører som underrådgiver.

Region vælger partnere

10 firmaer skal bygge nyt sundhedshus i Haderslev. I løbet af vinteren vil grunden blive ryddet for den beplantning, der skal væk, før byggeriet kan gå i gang til marts 2017

Når byggeriet af Haderslev Sundhedscenter til foråret går i gang, vil der være 10 firmaer, der kommer til at tage del i arbejdet; heriblandt flere lokale. Sundhedscentret, der er et fælles projekt mellem Psykiatrien i Region Syddanmark og Haderslev Kommune, skal efter planen indvies i sommeren 2018.

Der har netop været afholdt licitation på håndværkerydelserne og resultatet på de 49,8 mio. kr. ligger, når der er afsat midler til vinterforanstaltninger og uforudsete udgifter, inden for budgettet.

Det samlede pris for byggeriet er 76 mio. kr. Udover ovenstående udgifter er der afsat midler til totalrådgiver og arkitekt, bygherreleverancer og køb af grunden Clausensvej 3-5 i Haderslev.

Mange forskellige funktioner
I løbet af vinteren vil grunden blive ryddet for den beplantning, der skal væk, før byggeriet kan gå i gang til marts 2017.

Huset vil ved sin indvielse rumme mangeartede tilbud til mental sundhed, bl.a. lokalpsykiatri, socialpsykiatri, misbrugsbehandling samt jobcenter. Huset vil også have træningssale og en privat lægeklinik.

Herudover skal centret tiltrække foreninger, institutioner m.v. der tilbyder sundhedsfremmende tilbud. Det kunne f.eks. være patientforeninger, yoga-hold, det nærliggende botilbuds idrætstilbud, personaleaktiviteter, og meget mere.

Det er KPF Arkitekterne AS som totalrådgiver, der sammen med DRIAS ingeniører A/S og Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S som underrådgiver, skal tegne det nye sundhedscenter. Huset bliver 5200 kvadratmeter stort.

De valgte entreprenører
Følgende håndværkere har fået entreprisen:
Råhus entreprisen: Bo Michelsen A/S, Tønder
Murer entreprisen: Bo Michelsen A/S, Tønder
Tømrerentreprisen: Kraftman A/S, Aabenraa
Snedkerentreprisen: N.C. Jensens Maskinfabrik A/S, Haderslev
Malerentreprisen: Matthiesen ApS, Vojens
Inventarentreprisen: Cawo A/S, Haderslev
VVS Entreprisen: Aage Jørgensen VVS A/S, Haderslev
Ventilationsentreprisen: GK Danmark A/S, Odense
Gulventreprisen: DR Gulve ApS, Silkeborg
El-Entreprisen: Wicotec Kirkebjerg, Taastrup
Landskab- og belægningsentreprisen: Chr. Johannsen A/S, Rødekro

-cmn

19/9 2016