Rift om gode murereFormanden for murersektionen i Dansk Byggeri Region Syd, Bent Olsen fra Artus Byg i Vejle.

Rift om gode murere

Som nyuddannet murer er man næsten er garanteret et godt stabilt job med god løn og masser af karrieremuligheder, hvis man har ambitionerne, hænderne og hjernen rigtigt skruet på, mener murerformand i Vejle

Danmark fattes dygtige faglærte, og derfor har de unge al mulig grund til at gå håndværkervejen, ligesom virksomhederne bør prioritere at få flere lærlinge ind. Det påpeger formanden for murersektionen i Dansk Byggeri Region Syd, adm direktør i Artus Byg i Vejle, Bent Olsen.

- I dag er bl.a. nyuddannede murere næsten garanteret job med god løn og karrieremuligheder, lyder hans vurdering.

Om mindre end ti år vil vi i Danmark stå med en stor mangel på dygtige faglærte. Det konkluderer AE-rådet i en temapublikation fra marts 2016. Heri anslås det, at det danske arbejdsmarked frem mod 2025 vil fattes ca. 70.000 faglærte, hvis ikke den nuværende udvikling vender.

Rift om nyuddannede
Samtidig viser den seneste opgørelse fra Dansk Byggeri en generel stigning på knap 12 % fra 2014 til sidste år i antallet af håndværkerelever, der finder en læreplads.

- Allerede nu er der ved at være rift om dem, der vælger en håndværksmæssig uddannelse. Et godt eksempel er murerfaget, hvor du som nyuddannet næsten er garanteret et godt stabilt job med god løn og masser af karrieremuligheder, hvis du har ambitionerne, hænderne og hjernen rigtigt skruet på, siger Bent Olsen fra Artus Byg.

Han understreger, at det ikke kun handler om at få flere til at vælge håndværkervejen frem for eksempelvis tre år på gymnasiet. Også virksomhederne bærer et ansvar for at tage lærlinge ind, så man sikrer et godt afsæt for næste generation af dygtige danske håndværkere.

Mestre går på pension
Derfor prioriterer entreprenørfirmaet Artusbyg i Vejle at oprette lærepladser i alle afdelinger. Firmaet har således i slutningen af april ansat endnu en murerlærling, ligesom de har adopteret en førsteklasse fra en lokal folkeskole, for at børnene kan se, hvad det vil sige at være håndværker anno 2016.

- Vi vil gerne vise de muligheder, som eksempelvis murerfaget åbner for i forhold til specialisering og dygtiggørelse. Vi har som samfund behov for flere unge dygtige håndværkere, som f.eks. tør at springe ud i livet som selvstændig.

- Mange firmaer ledes i dag af mestre, som snart skal på efterløn eller pension, så hvis de skal videreføres, kræver det, at de unge tager teten, fortæller Bent Olsen.

Vigtigt at prioritere uddannelse
Ud over uddannelsesaktiviteterne rettet mod de unge er Artusbyg en del af partnerskabet FlisePartneren, der er lanceret af producenten Ardex og henvender sig til danske murerfirmaer. Partnerskabet giver Artusbygs ca. 25 murere mulighed for opkvalificering og faglig specialisering inden for bl.a. storformatfliser, altanbyggeri, radonsikring og vådrum.

- Som håndværker er man i dag nødt til at holde sig ajour via løbende efteruddannelse for at kunne følge med. Kravene stiger hele tiden, kundernes behov ændrer sig, og der kommer jævnligt nye og bedre løsninger til. Det gælder derfor hele vejen rundt, at uddannelse simpelthen aldrig har været vigtigere for håndværksfirmaerne, påpeger Bent Olsen.

- Vi hører fra murerfirmaerne, at de oplever et stort behov for opkvalificering i lyset af den udvikling, der sker i byggeriet. Det gælder ikke kun inden for de faglige områder, men også emner som f.eks. byggejura. En af bevæggrundene for FlisePartneren er netop at give murerne de værktøjer, som de skal bruge, bl.a. via efteruddannelse, understreger teknisk salgskonsulent Lars Rasmussen fra Ardex.

-cmn


FlisePartneren-kursus holder løbende kurser for murere hos Ardex.

12/5 2016