Tøjgigant moderniserer historisk hus
Bestseller har indtaget det over 120 år gamle Rømerhus i Aarhus, som er renoveret tilbage til det oprindelige udtryk, men indrettet nutidigt
Siden den danske modetøjsvirksomhed Bestseller overtog Rømerhus i det centrale Aarhus i 2011, har bygningen gennemgået en omfattende renovering, så den nu igen fremstår med sit oprindelige udtryk.
Såvel indvendigt som udvendigt emmer Rømerhus af kvalitet og udsøgt håndværk, og samtlige faser af projektet bygger på gennemtænkte løsninger ned i de mindste detaljer.
Huset er i fem etager, og kælderetagen ud mod den populære Åboulevarden danner rammen om restauranten Rømer, mens tøjbutikken breder sig over 1300 m2 på de to næste etager. På de øverste to etager er kontorfaciliteter. Her har blandt andre E+N Arkitektur, der har varetaget ombygningen, selv til huse, og det har de haft under hele renoveringsprocessen.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 5.
-kj