Transparent som polycarbonat

Anne Lacaton og Jean-Philippe Vassal’s arkitektur er så stærk i formen som i sin holdning til verden. Så transparent i sin æstetik som i sin etik. Derfor modtog arkitekterne for nyligt en af verdens største arkitekturanerkendelser, Pritzker-prisen

Af: Marie Larsen. Foto Philippe Ruault

- Anne Lacaton og Jean-Philippe Vassal fornyer det vi lærte af modernismen og fører samtidig an mod en justering af arkitekters rolle i samfundet: Modernistiske håb og drømme om at forbedre mange menneskers liv med arkitektur genopstår i Lacaton og Vassals projekter, fordi de responderer på miljømæssige problemer såvel som sociale udfordringer. Det, kombineret med en sikker fornemmelse for rum og materialer, skaber en arkitektur, der er lige så stærk i formen som i sin holdning til verden. Lige så transparent i sin æstetik som i sin etik, sagde juryen, da arkitekterne Anne Lacaton og Jean-Philippe Vassal modtog Pritzker-prisen i marts 2021.

Lacaton og Vassal etablerede tegnestuen i Paris i 1987 og har siden opført over 30 projekter i Europa og Vestafrika: Byudviklingsprojekter, kulturelle og offentlige institutioner, skoler og sociale boliger. På tegnebordene ligger der for tiden skitser og projektforslag til boliger i et transformeret hospital, flere lejlighedskomplekser, et hotelprojekt og en transformation af en kontorbygning. Alle projekterne tegnes med en urokkelig tro på, at arkitektur er mere end bare bygninger. Gennem stædige spørgsmål og overvejelser så dybt ansvarsbevidste, at det til tider må være ensomt i en brutal byggebranche, opstår Lacaton og Vassal’s arkitektur. Den er ydmyg og økonomisk i materialevalget. Den er miljøbevidst og ærbødig overfor bygninger, som kan genbruges. Den er samvittighedsfuld og nærmest agtpågivende overfor sine mennesker. Og det sikrede Lacaton og Vassal pritzker-prisen.

Hverken inde eller ude
Ét konkret kendetegn for Lacaton og Vassals arkitektur er polycarbonatrum, der hverken er inde eller ude. Det er tilbygninger, som ikke koster meget, men giver isolering, gode kvadratmeter til boligerne og livskvalitet til beboerne: Når det er varmt, kan man åbne ’overfrakken’ og skabe sval skygge med gardiner, og om vinteren kan man nyde lyset og udelivet i læ for vind og regn. Lacaton og Vassal brugte dette kneb for første gang i Floirac i Frankrig i 1993. Her fik simple, østvendte og gennemsigtige polycarbonatpaneler lov til at udvide et enfamiliehus’ boligareal foran stuen og køkkenet.

Floirac

I større skala har Lacaton og Vassal siden, sammen med Frédéric Druot, brugt samme metode til at bygge bioklimatiske balkoner: Det 17-etager høje 60’erhus, La Tour Bois le Prêtre, i Paris, Frankrig, fik fjernet facaden i 2011. 96 lejligheder fik en vinterhave og ubegrænset udsigt over byen. Og byen fik et hus, som spiller med i pritzkerligaen, i stedet for en boligblok, der gav negative associationer. Alle fik noget, som er mere end bare en bygning.

La Tour Bois le Prêtre, før

La Tour Bois le Prêtre, efter

La Tour Bois le Prêtre

- Transformation er muligheden for at gøre gammelt til noget mere og bedre. Nedrivninger er for kortsigtede og lette løsninger. Spild af energi, materialer og historie. Og rent socialt har nedrivningerne meget negative konsekvenser for de, som mister et hjem. For os er nedrivninger vold, siger Anne Lacaton.

Lad ikke falde, hvad kan stå
Cité du Grand Parc i Bordeaux er en bydel med 4000 lejligheder fra de tidlige 60’ere. Her gentog Lacaton og Vassal, i 2017, nu sammen med Druot and Christophe Hutin, endnu engang metoden med vinterhaverne, men i en endnu større skala: Renoveringen af tre fuldt beboede boligblokke. 530 lejligheder, som egentlig skulle have været jævnet med jorden, fik lov til at overleve, fordi de har gode planløsninger og panoramisk udsigt over Bordeaux. Nu har blokkene fået en udvidelse af betondækkene, nye facader, køkkener og badeværelser. Et relativt lille indgreb, men effekten er større end boligblokkene selv.

Cité du Grand Parc, før

Cité du Grand Parc, efter

De nye, sydvendte, luftige rum langs facaden er 3,8 meter dybe og ligger mellem store skydedøre og kraftige lyse gardiner. Det giver hver beboer et rum, hvor man kan studere himlen om vinteren og dase blandt tomatplanter om sommeren. Der er ingen dikkedarer, og den ukrukkede tilgang til transformationen har gjort, at blokkene nu står som rene reoler: De kan fyldes med alle de krummelurer, som et mangfoldigt beboerliv giver, ølkasser, gamle sofaer og vilde plantearrangementer, uden at noget falder visuelt fra hinanden.

Cité du Grand Parc

Noget andet, som heller ikke faldt fra hinanden under ombygningen, var økonomien, for pengene blev brugt på at udvide den eksisterende struktur uden store indgreb på de gamle vægge, trapper og etageadskillelser. Her var jo blot tale om en forlængelse af standarddækkene og tilføjelsen af standardfacadeelementer. Det store energiregnskab balancerede også, for der blev jo ikke brugt energi på at rive ned og bygge nyt, men i stedet på at løfte blokkene ud af ghettoen og ind i arkitekturhistorien. Og mindst 530 mennesker fik lov til at blive hjemme.

God arkitektur er åben for livet
Om det er vinterhaver eller arkitektskoler, transformationsopgaver eller de nybyggerier, som Lacaton og Vassal også beskæftiger sig med, er betydningen af brugsfrihed altid stor:

- God arkitektur er åben for livet: Åben for at vi kan bruge den til det, vi vil og skal. God arkitektur er ikke demonstrativ eller imponerende, men imødekommende og nyttig. God arkitektur er i stand til smukt og stilfærdigt at støtte de forskellige liv, den er rammen omkring, siger Anne Lacaton.

École Nationale Supérieure d'Architecture de Nantes, Frankrig, 2009, er et byggeri som er åbent for livet: Arkitektskolen, som tiltrækker en stadig større studentergruppe, havde brug for et nyt hus med store værksteder, tegnestuer, udstillingsrum og auditorier. Men i Lacaton og Vassals verden skulle skolen også have luft i det rummæssige budget til de uforudsete aktiviteter, som en arkitektskole nærmest bør og skal kunne overraske med. Så de maksimerede rumprogrammet. Fordoblede faktisk det byggede areal. Indenfor budgettet. Nu står der en ny, tre etager ekstrahøj arkitektskole langs Loirefloden.

École Nationale Supérieure d'Architecture de Nantes

Konstruktionen er af stål og beton, og byggeriet er, endnu engang, indkapslet i polycarbonat. Flere af facadeelementerne kan forskydes. Indenfor er der rum i alle størrelser, men få rum er øremærket en særlig funktion. Alle rummene er adaptive. Selv auditoriet, som kan åbnes og strække sig helt ud på gaden. Der er højt til loftet overalt, så der kan holdes ordentlige konstruktionsworkshops med modeller og mockups i 1:1. Og selv den brede rampe, som forbinder jorden med en 2000 m2 stor tagterrasse, kan fungere som samlingssted eller udendørs klasseværelse, udover bare at være en rampe.

- Vores arbejde handler om at løse begrænsninger og problemer og om at finde frem til rum, som kan bruges frit, inspirere og skabe stemninger og følelser. Efter hver proces, efter hele den store indsats, det hårde arbejde skal det, som står tilbage, være let og simpelt i stedet for noget, som før var så komplekst, siger Jean-Philippe Vassal.