
Unge entreprenører hyrer professionel bestyrelse
EkbergNielsens ApS bliver til et A/S med ansættelse af professionel bestyrelse for at tilføre strategisk, forretningsmæssig og ledelsesmæssig viden
Entreprenørfirmaet EkbergNielsen fra Kastrup viste med 2016-regnskabet, at det er muligt at tjene penge på en LEAN-forretningsmodel som hovedentreprenør. De unge stifteres praktiske baggrund har givet stor indsigt i at styre byggeprojekter og bygge bro mellem ledelse og håndværkere.- Vi vil være branchens bedste til at effektivisere og styre byggeprocesser og holde omkostningerne nede ved dialog, forventningsafstemning, overvågning og læring med vores projektstyringsværktøj, som er baseret på PRINCE2-principper og PDCA-modellen, fortæller Gert Ekberg Jensen og tilføjer:
- Det er lykkedes i rekordfart. Men vi ved også godt, at for at komme op på næste niveau må vi alliere os med erfarne kræfter med en strategisk og forretningsmæssig forståelse, vi ikke har. Derfor gik vi til Væksthus Hovedstaden, som henviste os til BoardPartner, hvor vi efter en kort søgeproces fandt to dygtige og erfarne bestyrelsesmedlemmer, der matcher vores behov og som nu skal hjælpe os.
Professionel bestyrelse
Den nye, arbejdende bestyrelse består af advokat Johannus Egholm Hansen, der er tidligere SVP i FLSmidth Koncernen og har omfattende bestyrelses- og projekterfaring samt bestyrelsesformand, Michael Helmershøj, som har mange års erfaring fra byggebranchen blandt andet som administrerende direktør for Moelven.
Michael Helmershøj roser det unge firma for modet til at hyre en professionel bestyrelse, som hele tiden vil udfordre og udvikle ledelsen i det unge firma.
- Johannus og jeg er gået ind i bestyrelsesarbejdet for EkbergNielsen, fordi deres koncept er enestående i byggebranchen, som generelt er for dårlige til at tjene penge. Men det er ligeså vigtigt for os, at de har substans og evner at være åbne, lyttende og lærende - for det skal de være, før det giver mening at have en bestyrelse, forklarer Michael Helmershøj.
Planen er, at konceptet bag EkbergNielsen skal udbredes til andre dele af landet. Undervejs vil bestyrelsen være med helt nede i maskinrummet og bl.a. støtte den strategiske udvikling, udarbejde og sikre eksekvering af handlingsplaner, som vil hjælpe EkbergNielsen på rejsen til at blive en stor, succesrig og effektiv entreprenørvirksomhed. Derfor tager man også allerede nu springet til at blive et aktieselskab fra februar 2017, så man er klar til at forny byggebranchen som etableret samarbejdspartner.
-kj