Aktuelle nyheder om byggebranchen - Døre & vinduer

Dagslys er sundt lys også indendøre

Dagslys er sundt lys også indendøre

Dagslyset er det vigtigste byggeelement, mener arkitekt Steven Holl og forsker Maryline Andersen, som gæster København med fælles forelæsning

Del artiklen på

Den 8. november giver arkitekt Steven Holl og forsker Maryline Andersen en fælles forelæsning på Kunstakademiets Arkitektskole, Kadk, i København.

Her vil de stille skarpt på dagslyset, der i stadig højere grad forbindes med sundhed, lys og indeklima. Dagslys spiller en betydelig rolle for menneskers velvære og produktivitet og derfor skal design og brugen af bygninger, hjem og arbejdspladser skabes omkring indtaget af dagslys.

Interessen for de to kendte profiler er stor. Derfor er der frigivet ekstra billetter for at imødekomme interessen fra forskere, arkitekter, ingeniører og mange andre.

Dagslyset som byggeelement
Den amerikanske arkitekt Steven Holl er kendt for sit mangeårige arbejde med dagslys og sammentænkningen af materiale, struktur og lys i sine bygninger. I forbindelse med prismodtagelsen i 2016 fortalte Steven Holl om sin glæde ved dagslys.

- Når folk spørger mig, hvilket materiale, jeg holder mest af at arbejde med, så er svaret lys! Jeg har altid været fascineret af at arbejde med lys. Derfor er jeg meget beæret over at blive valgt som modtager af The Daylight Award.

Også den schweiziske forsker Marilyne Andersen har udtalt sig om sit arbejde.

- Dagslys spiller en fundamental rolle, der hvor vi lever. Anerkendelsen af dagslysforskning ved The Daylight Award er et signal om, at videnskaben understøtter arkitekturen. Fakta fra forskningen giver et fundament af viden, der kombineret med kreativitet medvirker til en bedre forståelse for anvendelsen af dagslys i arkitekturen og udvikling af byerne, siger Marilyne Andersen.

The Daylight Award uddeles hvert andet år med fokus på mødet mellem arkitektur og forskning, praksis og teori.

Tre almennyttige, private fonde Villum Fonden, Velux Fonden og Velux Stiftung står bag prisen. Dagslyspriser er uddelt siden 1980 til bl.a. Jørn Utzon og Henning Larsen, der er blevet fejret ved nationale ceremonier i Danmark og Schweiz.

- eca

Læs mere om Døre & vinduer

12/10 2017

Mest læste


Seneste nyheder