Glarmestre anbefaler energiruder
Den ”sibiriske” kulde, Danmark har oplevet i starten af 2016, bør ifølge Glarmesterlauget få boligejerne til at se nærmere på deres vinduer
Der er store forskelle på de klassiske termoruder, som mange boliger fik i 1960’erne og frem til starten af 2000’erne, og så de teknologisk udviklede energiruder, glarmestre anbefaler i dag.
Forskellene handler ifølge Glarmesterlauget ikke kun om sparede kroner, men i høj grad også om komfort.
Komforten ved energiruder mærkes tydeligt i hverdagen, f.eks. når børnene leger på gulvet eller man sidder tæt ved vinduerne: Det er slut med de kuldenedfald, der ofte kan opleves fra termoruder. I stedet er varmen behagelig overalt, og dermed kan hele rummet møbleres og udnyttes, som man har lyst.
Glarmestrene optræder gerne som vindueseksperter, der kan rådgive om den idéelle løsning, og det er uforpligtigende at bestille et vinduestjek. Med tjekket følger en faglig vurdering af alle boligens vinduer. Om de er up-to-date eller bør forbedres.
Samtidig får man fagmandens anbefaling af den vinduesløsning, der vil være mest økonomisk og energibesparende, have en lang levetid og sikre en højere komfort i hele boligen. Her vil mange boligejere opleve, at det er klogest at beholde vinduerne, som glarmesteren renoverer med nye energiruder og bløde tætningslister.
Den teknologiske udvikling fra termo- til energiruder er sket i flere trin. Dels med en tynd, usynlig metalbelægning, som reflekterer varmestråler tilbage i rummet, dels ved at fylde en isolerende gasart mellem glassene – og ved at forsyne ruderne med en såkaldt ’varm kant’, der reducerer varmetabet yderligere.
Senest er der udviklet energiruder med et særligt klart glas, der giver maksimal optagelse af solens varme og en bedre dagslyskvalitet.
-cmn