Jysk Dørautomatik bliver til Geze

Fremover forsvinder navnet Jysk Dørautomatik helt og kun Geze-navnet fortsætter. Kunderne berøres ikke af navneændringen.

For fire år siden blev service- og montagefirmaet Jysk Dørautomatik i Ulstrup en del af den en store internationale producent af dørteknik Geze. Siden har begge firmanavne stået på alt fra arbejdstøj og varevogne til brevpapir og visitkort. Men det er slut nu. Fremover forsvinder navnet JYSK Dørautomatik nemlig helt og kun Geze -navnet fortsætter.

- Det bliver nu lidt mere entydigt, hvem vi er. Og det bliver lettere at markedsføre sig under kun et navn. For kunderne er ændringerne bestemt til at overse, da det er de samme otte fastansatte montører fra Ulstrup, som løser opgaverne på samme måde som hidtil under servicechef Kim Østergaard, som i sin stiftede Jysk Dørautomatik, siger Morten Nielsen, adm. direktør for Geze i Skandinavien.

Kunderne berøres ikke af navneændringen. Ydelser, aktiviteter og indgåede serviceaftaler vil nemlig fortsætte uændret, ligesom serviceniveauet ligeledes vil være det samme. Og lokalerne på Bøgevej 2 i Ulstrup lidt uden for Randers er også de samme – altså lige bortset fra logoet på ejendommen.

Ud over navnet er en anden ny ting også kommet til, siden Geze overtog Jysk Dørautomatik. Der er nemlig indført et nyt it-system, som koordinerer servicemontørernes opgaver. Og det fungerer ganske effektivt til glæde for kunderne.

Geze Scandinavia er en velkonsolideret virksomhed, som ejes 100 % af moderselskabet Geze GmbH, som er en familieejet virksomhed med hovedkontor i Tyskland og datterselskaber i en lang række lande.

Geze er en af verdens førende producenter af dørautomatik med omfattende specialistviden og en bred produktportefølje inden for dør-, vindues- og sikkerhedsteknik. Geze Danmark har salgskontor på Mårkærvej 13 J-K i Taastrup på Sjælland.

-cmn

2/11 2015