Aktuelle nyheder om byggebranchen - Døre & vinduer

Ny uddannelse i vinduesindustrien

Ny uddannelse i vinduesindustrien

Skive Tekniske Skole har i samarbejde med bl.a. KPK Døre & Vinduer åbnet ny uddannelse med fokus på døre og vinduer

Traditionelt set har den faglærte arbejdskraft i vinduesproduktioner været domineret af maskinsnedkere, men behovet for at opkvalificere den ufaglærte del af staben stiger i takt med, at vinduesindustrien i Danmark vokser. Derfor har Skive Tekniske Skole i samarbejde med bl.a. KPK Døre & Vinduer netop åbnet en ny uddannelse, som er skræddersyet til dør- og vinduesindustrien.

- Selvom robotter og maskiner udgør en større del af produktionen, så er der stadig rigtig mange funktioner, som foregår i hånden og ved mindre maskiner, og som i stigende grad kræver faglært viden, siger Henrik Nyby, direktør i KPK Døre & Vinduer.

Denne opkvalificering af faglært viden i produktionen gælder bl.a. i samleprocesser, overfladebehandlinger og montage af beslag og glas. Disse funktioner er knap så maskinfokuserede, som dem, der betjenes af maskinsnedkere, og har indtil nu været besat primært af ufaglært arbejdskraft. Men det betyder ikke, at funktionerne kræver mindre viden:

- For eksempel er overfladebehandling noget af det mest avancerede maskineri, som vi har på fabrikken, og vi har behov for at få tilført ny viden her også. Hvis vi skal forblive konkurrencedygtige med produktion i Danmark, bliver vi nødt til at have flere faglærte medarbejdere. Problemet er bare, at der ikke findes en uddannelse, som matchede netop disse behov, siger Henrik Nyby.

De første er i gang
KPK tog kontakt til Skive Tekniske Skole, og efter en længere planlægningsproces er resultatet nu blevet, at skolen fra i år udbyder en branchebestemt produktionsassistentuddannelse med fokus på døre og vinduer.

- Fordelen ved at blive faglært specifikt til vinduesindustrien er, at man får mange af de kvalifikationer, som efterspørges i moderne vinduesproduktioner og kan indgå i flere forskellige nøglefunktioner. Man får en større indsigt i produktionsprocesserne, bedre refleksionskompetencer og dybere forståelse for kvalitet, siger uddannelsesleder Kelvin Jensen fra Skive Tekniske Skole.

De første 12 elever er allerede påbegyndt den nye produktionsassistentuddannelse, der varer to år og udgør trin 1 af den fulde maskinsnedkeruddannelse. Den giver således merit, hvis man senere ønsker at læse videre, men det er ikke et krav for at blive ansat hos vinduesproducenterne.

-kj

Læs mere om Døre & vinduer

16/2 2017

Mest læste


Seneste nyheder