Nye vinduer skal give driftsbesparelser

Nye vinduer skal give driftsbesparelser

En række kulturinstitutioner som Charlottenborg gennemfører i disse måneder energirenoveringer med det formål at nedbringe deres energiforbrug

Udskiftning af vinduespartier på Charlottenborg er et af de energirenoveringsprojekter, der med en håndsrækning fra Christiansborg netop er blevet skudt i gang. De nye vinduespartier fra Glarmestre Snoer og Sønner indgår som en del af et større komplekst energirenoveringsprojekt. Blandt andet skal glasset i konstruktionens ateliervinduer udskiftes til energiruder.

- Det er klart, at der er nogle spændende udfordringer, da vi her skal lave en udskiftning, som tilgodeser, at der ikke må ændres på konstruktionens oprindelige udtryk, fordi Charlottenborg er en fredet kulturbygning. Samtidig skal vi leve op til de montagemæssige krav for at sikre tætheden såvel som holdbarheden, lyder det fra Glarmestre Snoer og Sønner.

Virksomheden har efterhånden leveret glas til flere betydelige kulturinstitutioner i Danmark – bl.a. til Det Kongelige Teater, den Sorte Diamant, Nationalmuseet, Rosenborg og nu Charlottenborg.

Statens ældre bygninger står for en stor del af det samlede energiforbrug. Regeringen har derfor afsat 59 mio. kr. til energirenovering af henholdsvis Det Kongelige Teater, Landbrugsmuseet og Charlottenborg, som alle er driftstunge bygninger.

Samlet set forventes det, at energirenoveringerne vil give en besparelse på 457 tons CO2 årligt. Renoveringerne forventes at give en skønnet årlig besparelse på 125 MWh varme.

-kj

16/12 2015