Aktuelle nyheder om byggebranchen - Døre & vinduer

Nyt opti-wood-anlæg giver øget kapacitetOutlines direktør Jens Sørensen (tv.) giver hånd til Allan Them, sales manager for Skandinavien hos System TM, der skal levere anlægget.

Nyt opti-wood-anlæg giver øget kapacitet

Vinduesproducenten Outline Vinduer fortsætter sin egenproduktion af fingerskarret limtræ, der fremover vil blive fremstillet markant hurtigere og med endnu bedre træudnyttelse

Del artiklen på

Det står klart, efter Outline har investeret et tocifret millionbeløb i et nyt opti-wood-anlæg, der efter planen står klar på fabrikken i Farsø til brug i starten af 2019. Det nye anlæg skal erstatte det nuværende anlæg, som har cirka 20 år på bagen, og som tiden - på trods af løbende vedligehold og opgradering af både styring og dele - efterhånden er løbet fra.

- Det nye anlæg kommer til at give os et boost. Vi har store vækstambitioner og for at forløse dem, kræver det en øgning af vores kapacitet, og her bliver denne investering ganske afgørende. Det unikke ved det nye anlæg er særligt visionsystemet, der benytter røntgenteknologi, hvilket betyder, at det bliver langt nemmere og hurtigere at identificere eventuelle fejl i træet. Blandt andet derfor kører anlægget tæt på dobbelt så hurtigt som det gamle, mens træudnyttelsen bliver fem procent højere, fortæller direktør i Outline Jens Sørensen.

Det nye anlæg skal bl.a. understøtte den øgede efterspørgsel på Outlines leveringskoncept Lynlevering, der indebærer en leveringstid på blot fire dage. Efterspørgslen har allerede betydet, at virksomheden sidste år øgede kapaciteten på Lynlevering med 50 procent.

Fuld kontrol fra start til slut
Når Outline modtager træ på fabrikken i Farsø, vil det blive scannet og fotograferet i anlægget, og derefter opskæres træet og limes sammen med henblik på at fjerne defekter som knaster og revner. På den måde styrkes træets brudstyrke, og overfladen ensartes, hvilket gør limtræet ideelt til vinduesproduktion.

- Træet er vores absolut vigtigste råvare, og for at vi kan sikre kvaliteten af vores produktion og leve op til den store efterspørgsel samt kravene fra vores forskellige leveringskoncepter, er det efter vores overbevisning helt afgørende med en sikkerhed for, at vi har den mængde limtræ, vi skal bruge, når vi skal bruge det. Langt de fleste producenter vælger at købe limtræ uden for huset, netop fordi anlægget er en stor investering, men vi tror på, at det kan betale sig på den lange bane på grund af den kontrol, som vi får med både kvalitet og levering.

Dansk leverandør
Det er den danske maskinproducent System TM i Odder, der er leverandør på anlægget, som er udviklet med fokus på Outlines specifikke behov.

- Vi står i disse år overfor en ny industriel virkelighed med fokus på effektiv dataudnyttelse, automation og digitalisering af produktionsprocesser. Det giver produktionsvirksomhederne en række nye muligheder, men skal de udnyttes optimalt, kræver det, at teknologierne tilpasses den enkelte virksomheds behov og materiel, fortæller area sales manager for Skandinavien hos System TM, Allan Them og fortsætter:

- Anlægget udmærker sig ved at være tilpasset Outlines specifikke behov med fokus på produktkvalitet, bedste råtræsudnyttelse samt fuldautomatisk håndtering. Avanceret scanning af træet med farvekamera, laser og røntgen er med til at sikre optimal træudnyttelse samt et slutprodukt i topklasse.

-los


Læs mere om Døre & vinduer

17/8 2018

Mest læste


Seneste nyheder