Portræt: En operationel vinduesentusiast tager over- Man kan sige, at jeg i mit nye arbejde nu går fra at være operationel til i stedet at blive mere politisk og strategisk på branchens vegne, siger René Østergaard, ny direktør for VinduesIndustrien.

Portræt: En operationel vinduesentusiast tager over

René Østergaard er han blevet direktør for den brancheforening, som samler vinduesproducenterne – VinduesIndustrien

Af Elisabeth Lykke Nielsen, VinduesIndustrien

René Østergaards arbejdsliv har på en eller anden måde altid haft et element af vinduer over sig.

Opvokset i Nordjylland – nærmere bestemt Strandby ved Frederikshavn – fattede han allerede efter endt skolegang interesse for byggeriet, og gik i lære som tømrer. Siden fulgte en uddannelse som bygningsingeniør på Ingeniørhøjskolen i Aarhus.

Den aktive karriere har indtil videre blandt andet omfattet et job på Teknologisk Institut, hvor han beskæftigede sig med test og dokumentation – især for vinduer.

Efterfølgende har han arbejdet for en af de store danske vinduesproducenter, og herigennem sad han i VinduesIndustriens Tekniske Udvalg, som vedligeholder branchens egen standard, DVV.

Senest har han været selvstændig konsulent, hvor en stor del af hans opgaver var relateret til vinduesbranchen, særligt på dokumentationsområdet.

Privat bor han i Holstebro, er gift og far til to teenagere.
Siden 1. april i år har han stået i spidsen for brancheforeningen VinduesIndustrien.

Vinduer er noget særligt
- Vinduer er det mest fascinerende produkt, buser det ud af René Østergaard.
Med en fejende bevægelse slår han ud mod det nærmeste vindue, som for at understrege sin pointe.

Og så går han ellers i gang med at fremhæve alt det, som vinduer kan gøre for en bygning – og for mennesker.

- Vinduer er bare noget særligt. De giver dagslys, frisk luft, behageligt indeklima og bidrager med energitilførsel til en bygning.

Men vinduer mødes også af modsatrettede krav, som for eksempel kravene til bygningens klimaregnskab, hvor vinduers CO2-påvirkning risikerer at blive sammenholdt ukritisk med nogle af de materialer, man kan møde i den 'mørke' facade, siger han, og peger dermed på et skisma, som branchen skal finde vej igennem.

For den nye branchedirektør er der ingen tvivl i sindet: Vejen går gennem teknologi og dokumentation.

Fra operationel til strategisk
René Østergaard betegner sig selv som en teknisk generalist med indgående kendskab til vinduer.
Ikke mindst til dokumentations- og lovkravene i branchen.

Men selvom han generelt har en bred erfaring og stor viden om mange områder indenfor vinduesbranchen, er han forsigtig med at kalde sig selv for specialist.

- Nej, det er jeg ikke. Der sidder specialister ude i branchen, som har indgående kendskab til energiberegninger. Andre kender alt til produktregulering, og så er der nogle, som har fuldstændig styr på produktion og effektivitet, mens atter andre beskæftiger sig udelukkende med miljødata.

Det er måske fordi jeg kender branchen så godt, at jeg ved, hvor mange nicher og specialer, der findes, at jeg ikke vil kalde mig for specialist, siger han med nordjysk beskedenhed og respekt.

- Man kan sige, at jeg i mit nye arbejde nu går fra at være operationel til i stedet at blive mere politisk og strategisk på branchens vegne, sammenfatter han.

Herfra går opgaven ud på enten at fjerne stenene på vejen eller at pege på dem, så foreningens medlemmer kan agere derefter.

Fremtidens udfordringer
Selv peger han på voksende krav til håndtering af dokumentation som nogle af de udfordringer, medlemmerne allerede nu møder, og som kun vil vokse i omfang.

- Vi skal sikre, at branchen fastholder sin konkurrenceevne på europæisk niveau. Og der mener jeg, vi som forening kan gøre en forskel, dels ved at deltage i arbejdet med at påvirke lovgivningen, og dels ved at tydeliggøre, hvad der kræves for at opfylde alle de krav, der kommer til at blive stillet.

Her tænker jeg især på den nye byggevareforordning og revisionen af produktstandarden for vinduer. Det kommer samlet til at påvirke CE-mærket og den dokumentation, som ligger bag, siger han.

Og det er altså her, at foreningens sekretariat skal være rettidig og tydelig med informationen ifølge den nye branchedirektør.

- Især de mindre medlemmer kan møde udfordringer her, fordi der i stigende grad bliver stillet krav om at kunne levere digitale data, tilføjer han.

Håbet er, der kan komme fælles brancheløsninger på nogle af udfordringerne, men samtidig bemærker han, at det i sidste ende bliver op til hver enkelt virksomhed, og dermed også softwareleverandøren at leve op til kravene.

DVV – branchens eget brand
Når René Østergaard skal pege på fyrtårnet i den branche, som efter eget udsagn ligger hans hjerte nærmest, så er det branchens fælles mærke, DVV-mærket.

- DVV mærket betyder alt. Det er et brand, som er anerkendt for sin høje kvalitet, og ikke mindst flotte finish. Både i Danmark og udlandet. For mig, så repræsenterer DVV-brandet noget dansk: Kvalitet, ordentlighed og effektivitet.

– Og så i de fire forskellige materialekategorier: Træ, Træ/Alu, Plast og Aluminium! Tilføjer han.
Selvom stolthed ellers ikke er et ord, der falder en nordjyde let, så gentager han det, når det kommer til selve foreningen, VinduesIndustrien, og dens medlemmer.

For ligesom medlemmernes produkter repræsenterer en meget bred vifte af arkitektoniske udtryk, materialer og funktionaliteter, så er foreningens medlemsskare også bred og varieret i størrelse og behov. Lige fra de små producenter med under 10 medarbejdere, til store koncerner med automatiserede produktionsfaciliteter.

- Det er en af sekretariatets fornemste opgaver at bidrage til, at medlemmerne har de bedst mulige rammevilkår og er så velinformerede om ny og kommende lovgivning som muligt, siger han.

Medlemmerne kommer først
Efter at have brugt et par måneder med at finde sig tilrette i den nye stilling, retter han nu et stort fokus mod medlemmerne og deres virksomheder.

En stor del af efterårets arbejdsdage vil nemlig blive tilbragt på landevejene, da René Østergaard vil besøge en lang række af foreningens medlemmer.

- Det er min plan at besøge de fleste af vores medlemmer indenfor det første år. Helt overordnet handler det jo om at jeg gerne vil sikre mig, at vi som sekretariat bidrager med relevant information og services, og at vi får fulgt igangværende projekter om for eksempel miljødata og levetid på ruder til dørs, siger han.

- For kontakten med vores medlemmer, kendskabet til deres hverdag og hvad der udfordrer dem, det er jo det, som giver os den viden, vi har brug for til at hjælpe dem. Og det er det, som er hele vores eksistensberettigelse, slår han afsluttende fast.

17/10 2025
  • Gammelhavn: Ny bydel med respekt for det eksisterende Vejle

    Gammelhavn: Ny bydel med respekt for det eksisterende Vejle

    doere-vinduer ›På en tidligere posthusgrund midt i Vejle tager den nye bydel Gammelhavn form med boliger, erhverv og grønne opholdsrum. Projektet har ambitioner om DGNB Guld-certificering
  • Byggeskadeforsikring på vej i graven

    Byggeskadeforsikring på vej i graven

    tilbygning ›Lovforslag lægger op til at udfase byggeskadeforsikringsordningen fra 1. januar 2027
  • Mange faktorer skal være helt på plads for at sikre optimalt indeklima

    Mange faktorer skal være helt på plads for at sikre optimalt indeklima

    doere-vinduer ›En omfattende renovering er i fuld gang af 99 almene boliger i Toften i Albertslund. Med afsæt i helhedsplanen renoveres og fremtidssikres boligerne med fokus på funktionalitet, komfort og bevaring af det arkitektoniske udtryk
  • En lille ændring med stor betydning

    En lille ændring med stor betydning

    doere-vinduer ›Kulturhuset Trommen har fået nyt liv gennem en opgradering af ovenlysvinduerne. Med genbrug af den eksisterende konstruktion og nye glasløsninger er lysoplevelsen markant forbedret uden at lukke huset eller gå på kompromis med arkitekturen
  • Badehotellet vækkes til live i Holbæk

    Badehotellet vækkes til live i Holbæk

    doere-vinduer ›Den velkendte, men fiktive bygning fra tv-serien Badehotellet er opført i virkeligheden og breder sig over 900 kvadratmeter fordelt på tre etager med originale dekorationer og kulisser fra filmstudierne
  • Et historisk vindueskig

    Et historisk vindueskig

    doere-vinduer ›Vinduesmuseet Villum Window Collection modtager Snedkerprisen 2026 som en anerkendelse af den professionelle formidling af håndværk i en håndværksfaglig, arkitektonisk og kulturhistorisk sammenhæng, der kan inspirere
  • Byudvikling i et støjbelastet område stiller særlig høje krav

    Byudvikling i et støjbelastet område stiller særlig høje krav

    doere-vinduer ›Boligkarreen Solhverv tilbyder beboerne en hverdag, hvor det gode naboskab og livskvalitet er i fokus. Karreen er centreret omkring solens bane fra øst til vest og fokuserer på at integrere det rå, naturlige og autentiske i det arkitektoniske udtryk
  • Vinduesproducent udvider med opkøb af 18.000 kvadratmeter lager- og produktionsareal

    Vinduesproducent udvider med opkøb af 18.000 kvadratmeter lager- og produktionsareal

    doere-vinduer ›Outline Vinduer fortsætter sin vækst og udvikling med opkøbet af nyt lager- og produktionsareal på Søndergården i Farsøs industriområde. Der bliver også behov for yderligere medarbejdere