Vinduesopkøb får blåt stempel-Nu kan vi for alvor komme i gang med arbejdet med de to virksomheder, forklarer Mads Storgaard Mehlsen, adm. direktør i Inwido Denmark.

Vinduesopkøb får blåt stempel

Konkurrencestyrelsen godkender Inwidos køb af JNA og Spar

Inwido Denmark offentliggjorde den 4. marts i år aftale om køb af JNA Vinduer & Døre og Sparvinduer. Opkøbet har siden afventet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse, og det er nu sket som en forenklet sagsbehandling med tilbagevirkende kraft pr. 1. januar 2014. Fusionen har således ikke givet anledning til indsigelser:

- Vi har nu modtaget Konkurrencestyrelsens godkendelse af opkøbet og kan lade aftalen med de tidligere ejere af JNA Vinduer & Døre og Sparvinduer træde i kraft. Vi havde naturligvis ikke forventet indsigelser fra styrelsen, og nu kan vi for alvor komme i gang med arbejdet med de to virksomheder, forklarer Mads Storgaard Mehlsen, adm. direktør i Inwido Denmark.

Internetsalg hitter 
Opkøbet er det seneste af otte opkøb på knap 10 år. Det er et strategisk skridt for Inwido, der i dag er Europas største vindueskoncern, hvor specielt JNA og Sparvinduers succes med internetsalg er blevet bemærket:

- En stigende del af al informationssøgning og handel foregår som bekendt online. Det gælder også køb og salg af vinduer og døre, hvor e-handel i de kommende år vil tage yderligere markedsandele. JNA og Sparvinduer har opbygget en betydelig masse via internetsalg, og det arbejde skal fortsætte i disse virksomheder, siger Mads Storgaard Mehlsen.

JNA Vinduer & Døre og Sparvinduer har tilsammen 200 medarbejdere og omsatte i 2013 for 155 millioner kroner. Medarbejdere og omsætning vil efter opkøbet indgå som en selvstændig enhed under Inwido Denmark, men vil tælle 100% i koncernens samlede regnskab for 2014.

-jhn

31/3 2014