Vinduesproducent melder om travlhed
Der har været travlt i produktionen i Hurup og efterspørgslen efter Idealcombi vinduer og døre har ligget på et usædvanligt højt niveau denne vinter
Meget tyder på, at vinduessæsonen starter tidligt i år, Det er i hvert fald forventningen hos vinduesproducenten Idealcombi A/S i Hurup, hvor der allerede nu er behov for flere medarbejdere på fabrikken i Hurup.
Aktuelt er der behov for 20-25 medarbejdere på dag- og aftenhold – både faglærte og ufaglærte.
Produktionen har været præget af et stabilt aktivitetsniveau på det danske marked, og derudover har eksporten trukket op. Og med sidste efterårs lancering af de to nye innovative og energioptimerede serier – Frame IC og Nation IC samt de gode takter og udsigter på Idealcombi’s primære markeder, har selskabets ledelse positive forventninger til den kommende periode.
Virksomheden blev grundlagt af de to brødre Henning og Bent Søgaard i forældrenes lade i Ørum, Thy, nord for Limfjorden, i 1973. I 1981 blev virksomheden omlagt til et aktieselskab med 20 medarbejdere og allerede få år efter, i 1984, åbnede en ny vinduesfabrik på 3.500 m2 i Hurup, som nu er vokset til 110.000 m2.
Vinduesvirksomheden er i gang med et generationsskifte, som blev startet i 2005. Direktionen i Idealcombi består i dag af fætrene Martin og Mikael Søgaard, som har taget over fra deres fædre Bent og Henning Søgaard, der fortsat sidder i bestyrelsen og er en del af ejerkredsen. Produktionen har siden begyndelsen været i Hurup, og sådan vil ejerfamilien det fortsat.
Idealcombi har ca. 550 medarbejdere og er blandt de største private arbejdspladser i Nordjylland.
-cmn