
James Hardie får ny salgschef
Christian Nygaard, der hidtil har været Area Sales Manager, er blevet udnævnt til ny salgschef for James Hardie i Danmark
Fra den 1. marts kunne Christian Nygaard træde ind ad døren på kontoret i Gedved som sædvanlig – men denne gang med en ny titel og et nyt ansvar.
Som salgschef skal han stå i spidsen for den danske salgsorganisation og lede et stærkt team, som han allerede kender særdeles godt.
Christian havde nemlig sin første arbejdsdag hos James Hardie for fire år siden, og med sin erfaring og dybdegående produktviden, herunder også fermacell®, skal han nu drive salget og styrke James Hardies position på det danske marked, skriver James Hardie i en meddelelse.
Ledelse vokser indefra
Hos James Hardie er det en strategisk prioritet at udvikle og forfremme egne medarbejdere frem for at hente nye ledere udefra.
Virksomheden arbejder målrettet med udviklingsplaner, så når muligheden opstår, bliver den interne talentmasse prioriteret, hvilket Christians forfremmelse er et tydeligt eksempel på.
- Vores generelle politik er at prioritere interne kandidater til lederstillinger, når det er muligt og hensigtsmæssigt. Det er en helt naturlig del af udviklingen af vores medarbejdere, lyder det fra Niels-Jørgen Pallesen, Area Director Scandinavia & EU Strategic Accounts hos James Hardie.
Profil med stærk erfaring og branchekendskab
Christian har en baggrund som tømrer og knap 30 års erfaring fra byggebranchen. Han har opbygget et solidt kendskab til virksomhedens produkter og kunder samt vist en stor forståelse for salg og forretningsudvikling.
Christian ser frem til sin nye rolle og de udfordringer, der følger med:
– Det er både spændende og en smule angstprovokerende at skulle tage over efter en dygtig leder. Heldigvis har jeg fået god opbakning i processen.
Mit mål er at skabe et salgsteam, der fungerer som en enhed, hvor alle oplever, at de har det fedeste job i verden. Vi har fantastiske produkter, og jeg ser frem til at arbejde med at sikre en fortsat vækst for James Hardie.
Samtidig ser han et stort potentiale i at udvikle løsninger, der imødekommer branchens behov på tværs af aktører:
– I byggebranchen ser vi en stigende efterspørgsel på løsninger, der skaber værdi for hele værdikæden – fra arkitekter og forhandlere til entreprenører og bygherrer.
Det er afgørende, at vores produkter ikke kun er æstetisk og funktionelt stærke, men også bidrager til en mere effektiv byggeproces. Jeg ser frem til at arbejde videre med at styrke James Hardies position som en foretrukken samarbejdspartner i branchen, siger Christian Nygaard.
-kis