Hørning Parket i fuldt firspring
Gulvproducenten Hørning Parkets fokus på traditioner og gedigent håndværk er også medvirkende til den aktuelle vækst, som Børsen har valgt at honorere med en gazellepris
Børsen har netop kåret Hørning Parket A/S som gazellevirksomhed i Region Midtjylland. Den traditionsrige produktionsvirksomhed har gennem de seneste år fremvist solid vækst og en stærk position på markedet for trægulve.
Kåringen af Hørning Parket fandt sted ved Dagbladet Børsens gazellekonference i Aarhus, nærmere bestemt Hermans i Tivoli Friheden, onsdag den 9. november. Her fejrede og fremhævede dagbladet igen i år regionens hurtigst voksende virksomheder.
- Vi er naturligvis stolte over Børsens anerkendelse af den vækst, Hørning Parket A/S har oplevet de seneste fem år med noget nær en tidobling af omsætningen. Den vækst tilskriver vi ledelse, ejerkreds og ikke mindst en samlet holdindsats fra alle vores dedikerede medarbejdere, udtaler adm. direktør Peter Mathiasen
Stærkt brand og kompetencecenter
Hørning Parket A/S’ styrkede markedsposition har været medvirkende til, at virksomheden har tiltrukket kompetent arbejdskraft, som sammen med en kerne af erfarne medarbejdere - med helt op til tredive års anciennitet - har skabt grobund for den aktuelle vækst.
Siden 1929 har Hørning Parket A/S produceret trægulve med særligt fokus på massive parket- og plankegulve samt specialdesignede løsninger. På den meget lange liste over referencer finder man bl.a. Operaen, Aarhus Rådhus, Københavns Lufthavn, Christiansborg, DRs Koncerthus, Gardermoen Lufthavn og Malmø Live.
Gennem alle årene har Hørning Parket A/S fastholdt den danske fabrik, som i dag er placeret i udkanten af Skanderborg. Dansk træproduktion på et konkurrencedygtigt niveau er dermed bibeholdt. Virksomhedens fokus på traditioner og gedigent håndværk er også medvirkende til den aktuelle vækst, som Børsen har valgt at honorere med en gazellepris.
-cmn