4350 kilometer tv fra kloakkerne
Med cirka 4350 km. inspicerede kloakledninger i år, er firmaer tilknyttet Danske TV-inspektionsfirmaer på vej tilbage på niveau mod rekordåret 2008
Fra 2008 til 2010 faldt antallet af TV-inspicerede kilometer med knap 25 procent. Men større offentlige udbud hos forsyningsselskaberne og boligselskabernes investeringer i kloakrenovering trækker antallet af TV-inspicerede kilometer hos DTVK medlemmer op på rekordniveauet fra 2008, som tallene ser ud nu.- Tendensen gennem de seneste 3-4 år er gået i retning af større og større udbud fra de danske forsyningsselskaber. Her har klimaforandringer en afgørende rolle. Men vi ser også en tendens til, at rådgiverne i forbindelse med renovering hos private boligselskaber, i stigende grad ser fordele i at benytte DTVK medlemmer, der opererer med ensartede standarder samt højt specialiserede tv-operatører og udstyr, forklarer Bo Laden, afdelingsingeniør hos Aalborg Forsyning og formand for DTVK.
Samme arbejdsmetode
Alle TV-inspektionsfirmaer under DTVK udfører TV-inspektionen efter ensartede standarder beskrevet i Fotomanualen. Fotomanualen er ejet af Dansk Vand- og Spildevandsforening(DANVA) og består af en række standarddefinitioner.
Hver af de i alt 18 observationskategorier kan beskrives ved en klassedeling samt type. Derved sikres en ensartet beskrivelse og klassifikation af de observationer TV-operatøren registrerer. Forsyningsselskaberne fylder ca. 65 procent i statistikkerne hos DTVK medlemmerne, mens den resterende del er fordelt på henholdsvis kommuner, private boligselskaber og industrier.
Klimaændringer giver vækst
- Forsyningsselskaberne står i de kommende år foran en række udfordringer i forhold til de ændrede klimaforhold og store nedbørsmængder, hvor ledningsnette mange steder ikke er opdateret. Derfor forventer vi i de kommende år yderligere vækst i både antal TV-inspicerede ledningsstræk og antal kilometer, forklarer Bo Laden.
Forsyningsselskaberne og kommunerne må som led i en stram kvalitetssikring- og styring kun benytte sig at godkendte DTVK medlemmer. DTVK medlemmer er uvildige, og de er med i DTVK kontrolordningen, som er Europas førende, og hvor otte procent af det udførte arbejde kontrolleres.
-jhn
Fakta om DTVK
For medlemsvirksomhederne af DTVK er der en række krav, der skal opfyldes. Der stilles bl.a. krav til udstyret, TV-operatørerne skal være certificerede og efteruddannes løbende. Alt arbejde skal indberettes og samles i en database, og man skal være i stand til at rapportere digitalt til kommuners og forsyningsselskabers databaser.
DTVK under Dansk Byggeri er Danmarks eneste godkendte og uvildige kontrolordning inden for TV inspektion af kloakker. De 32 medlemsvirksomheder og 140 uddannede TV-operatører benytter sig af Europas mest omfattende fotomanual.