Indfør kloakinspektion i tilstandsrapporten
Huskøberne bør have ret til at vide, hvordan det står til med ledningerne under huset, lyder det fra Kloaksektionen under Dansk Byggeri, der vil have en inspektion med i tilstandsrapporten
Selvom julen nærmer sig, er det ikke nisserne, men ofte rotter, der rumsterer under huset. For de har optimale levevilkår i dårligt vedligeholdte kloakker. Blandt andet derfor kan det være nyttigt for en potentiel huskøber at vide, hvordan det står til med rørene under det hus, man overvejer at købe.- Med en tv-inspektion af kloakkerne kan man hurtigt få et godt overblik over kloakkens tilstand, og på den måde kan man gøre en hushandel mindre kompliceret. Derfor var det også med stor glæde, at jeg forleden læste på Bygtek.dk, at Danske Boligadvokater råder til, at boligens kloakforhold tjekkes ved hushandel, fortæller Mikael Mortensen, sektionskonsulent i Kloaksektionen under Dansk Byggeri.
Bør indgå i tilstandsrapporten
Og det er ikke blevet mindre aktuelt i de seneste år, hvor Danmark har oplevet voldsomme skybrud. Tværtimod, siger Mikael Mortensen og uddyber:
- Det kan sikre den kommende boligejer mod oversvømmelser i kælderen samt massive og potentielt dyre vandskader, der kan være en konsekvens af nedslidte og dårlige kloaksystemer. I den kontekst er en tv-inspektion af kloakken, der kun koster et par tusinde kroner, næsten ikke værd at tale om. En inspektion af ledningerne bør derfor være en integreret del af tilstandsrapporten ved en hushandel.
Skal udføres af autoriseret
En sund vedligeholdelse og løbende renovering af kloakken koster det samme, uanset om det bliver gjort før eller efter en ødelæggende vandskade. Derfor må det naturlige første skridt ved en bolighandel være, at kloakken ses efter i sømmene. En opgave der ifølge Mikael Mortensen naturligvis skal udføres af en autoriseret kloakmestervirksomhed, som er tilsluttet en certificeret kontrolordning for tv-inspektion.
- jhn
Fakta:
Kloakmestrenes tv-Inspektion er en kontrolordning, der netop er målrettet inspektion af mindre kloakledninger – typisk stikledningerne på private grunde - og som dermed er omfattet af det autoriserede område. På den måde sikrer husejerne og forsikringsselskaberne sig, at inspektionen udføres af en erfaren kloakmester eller rørlægger, som kan skelne skidt fra kanel.