Kloakfirmaer trækker anlæg på en snor

Kloakfirmaer trækker anlæg på en snor

Fremover handler flere og flere af kloakfirmaernes opgaver om håndtering af regnvand og om, hvordan man får løsningerne til at spille sammen

Det kan godt være, at kloakfirmaerne er vant til at grave godt og grundigt i jorden for at tage fat i en masse rør og klare kloakopgaverne. I fremtiden er der dog noget, som tyder på, at flere og flere opgaver for aktørerne i kloakbranchen også foregår over jorden.

I forbindelse med de øgede regnvandsmængder er der kommet øget fokus på, hvordan man håndterer vandmængderne, særligt i byerne.

Det stiller krav til kloakfirmaerne. Mange af de fremtidige opgaver handler nemlig om, hvordan man løser mange udfordringer samtidigt og på den måde gør det muligt at udnytte og forvalte vandresurserne bedst muligt. Eksempelvis med løsninger, der renser regnvand fra vejene, mindsker overløb af spildevand til recipienterne og reducerer oversvømmelser. Samtidig fås større biodiversitet og flere grønne områder.

Flere aktører
Løsninger, der beskytter, bevarer og udnytter vandresursen, kræver, at man er opmærksom på de overordnede planer, de lokale myndigheder har iværksat for infrastrukturen for forvaltningen af vandresursen.

- Her skal kloakfirmaerne være klædt på til opgaverne, så de både etablerer og udvikler forsvarlige løsninger og bliver i stand til at arbejde sammen med andre aktører om opgaverne.

Sådan siger Hanne Kjær Jørgensen, seniorkonsulent hos Rørcentret på Teknologisk Institut i Høje Taastrup. Hun sidder endvidere i ledelsesteamet i Vand i Byer, partnerskabet for klimatilpasning og innovation.

Som hun forklarer, er det vigtigt, at man både holder sig de overordnede planer og de lokale forhold for øje og overvejer, hvordan man løser opgaverne med henblik på at imødegå fremtidens udfordringer med større regnvandsmængder.

Større helheder
Og kloakfirmaerne skal kunne analysere problemstillingerne og kunne lave de løsninger, som sørger for, at vandafledningen fungerer optimalt i det enkelte projekt. Men de skal også kunne tænke i større helheder og sammenhænge, så de enkelte projekter også bliver tænkt ind i og måske integreret med andre projekter og opgaver.

- Laver man en løsning i et hus på toppen af bakken i villakvarteret, må man gerne tænke på de beboere længere nede ad vejen. Så selv om der sjældent er problemer med oversvømmelse på toppen af bakken, kan vandafledning til åbne arealer dér, frem for til kloakken, være med til at forhindre, at de lavere liggende husstande står med problemerne under kraftigt regnvejr, siger Hanne Kjær Jørgensen.

Typer af regn
I opgaver med vandafledning handler det blandt andet om at kunne dimensionere rør eller kanaler, så de klarer de aktuelle vandmængder.

Her opererer man med tre forskellige typer regnvandsmængder: Hverdagsregn, dimensionsregn og skybrud.

- Det er her, det drejer sig om at have kompetencerne i orden. Laver man en løsning, som kun klarer hverdagsregnen, kan beboeren eller bygherren i den enkelte opgave få problemer under den stærkere dimensionsgivende regn, for ikke at tale om under et ekstremt skybrud, siger Hanne Kjær Jørgensen.

Kreative løsninger
Ifølge Hanne Kjær Jørgensen skal man ikke nødvendigvis etablere vandafledningssystemer, som altid er parat og kan klare de ekstreme skybrud, som man vurderer kun kommer med 100 års mellemrum.

Snarere anbefaler hun at kombinere løsningerne, så vandmængderne ved stærkere regnskyl bliver ledt over i andre anlæg, eksempelvis i regnbede, i faskiner eller ud på fodboldbaner. Og man skal hele tiden gøre sig klart, hvor regnen falder i tilfælde af skybrud, så vandmængderne ikke belaster systemerne.

- Kloakfirmaerne skal så at sige kunne lave serieforbindelser og trække løsninger på en snor. Ofte handler det om selv at se mulighederne. Vi har de seneste par år set en del kreative løsninger på anlæg, som forsinker og tilbageholder regnvand og leder det ud på områder, som kan klare mængderne, forklarer Hanne Kjær Jørgensen.

- kj

15/4 2014