Kreativ bassinløsning sparer penge på Als
Det kan være billigere at købe eksisterende bygninger fri og omdanne dem til regnvandsbassiner end at etablere nye bassiner fra bunden, oplyser Rambøll
Da der for et par år siden skulle anlægges en permanent løsning for forsinkelse af regnvand før udledning til et vandløb ved Augustenborg på Als, begyndte panderynkerne stille og roligt at indfinde sig i kommunens tekniske forvaltning.
Den oplagte placering af et sådant bassin var i et såkaldt paragraf 3-naturområde, så denne placering blev ikke godkendt. Og det umiddelbart eneste alternativ – en løsning, hvor man kunne skabe forsinkelse i oplandet via underjordiske bassiner – var en omkostningstung vej at gå, og det fik Rambølls internationale vanddivision på banen.
For at sikre en effektiv løsning med så lave omkostninger som muligt tog Rambøll en kreativ time out. Den varede dog ikke længe, for samtidig blev det besluttet at nedlægge en lokal SFO i området – og inspireret at et projekt i Odense, hvor kommunen købte villaer til nedrivning for at skabe plads til regnvandsbassiner, foreslog Rambøll at købe institutionsbygningerne og omdanne området til et regnvandsbassin.
- På baggrund af nogle indledende beregninger stod det klart, at der var bedre økonomi i at købe institutionsbygningerne end at anlægge underjordiske bassiner i byen. Bassinet er nu på plads og i funktion, og dermed er både vi og Sønderborg Forsyning en erfaring rigere i forhold innovativ regnvandshåndtering, siger Bianca Dam, ingeniør og projektleder i Rambølls internationale vanddivision.
Beboerne i området er meget tilfredse med løsningen, og flere børnefamilier nyder godt af det rekreative område. Projektet er dermed et godt eksempel på, at det generelt kan være en god idé at overveje, om eksisterende bygninger kan frikøbes og omdannes til regnvandsbassiner i stedet for partout at etablere et helt nyt bassin.
Rambøll har stået for alle aspekter af projektet, herunder de hydrauliske beregninger, skitse- og detailprojektering samt den tværgående samarbejde med myndighederne om projektets gennemførelse og håndtering, oplyser rådgivningsfirmaet på sin hjemmeside.
cmn