Mangelfulde klimaplaner betyder spildte investeringer
Dansk Miljøteknologi har gennemgået de kommunale klimatilpasningsplaner og undersøgelsen viste, at kun 13 kommuner havde en handlingsplan for klimatilpasning, hvor der både er regnet tid og økonomi ind
Dansk Miljøteknologi har gennemgået de kommunale klimatilpasningsplaner ogundersøgelsen viste, at kun 13 kommuner havde en handlingsplan for klimatilpasning, hvor der både er regnet tid og økonomi ind. Kun syv har foretaget en cost-benefit analyse ved etablering af forskellige klimatilpasningsløsninger.
- Det har ligget implicit i formålet med klimatilpasningsplanerne, at de skulle føre til forebyggende handlinger og dermed skabe mere robusthed mod skadevoldende oversvømmelser. Men indtil videre indeholder de fleste planer kun den obligatoriske risikokortlægning og overordnede prioriteringer af risikoområderne, siger Mads Leerbech Jensen fra Dansk Miljøteknologi.
FRI bakker op om kritik
Foreningen af Rådgivende ingeniører, FRI, er på linje med Dansk Miljøteknologi og kalder klimatilpasningsplanerne mangelfulde.
- Kommunerne risikerer at investere mange penge i klimatilpasningsløsninger, som senere
viser sig spildt, fordi man ikke har det fulde overblik, vurderer adm. direktør Henrik Garver, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Hvor højt skal serviceniveauet være?
De kommunale klimatilpasningsplaner var en del af økonomiaftalen mellem den tidligere regering og KL for 2013. Den indebar, at kommunerne skulle udarbejde klimatilpasningsplaner på baggrund af en risikokortlægning og en prioritering af indsatser til at forebygge oversvømmelser. Planerne er blevet til på baggrund af en aftale frem for en lov, og derfor blev der ikke fra centralt hold fastlagt et minimumsniveau for klimatilpasning i
kommunerne. Det er i stedet den enkelte kommune, der via spildevandsplanen beslutter, hvilke indsatser der er nødvendige og hvilket serviceniveau for oversvømmelser m.v. som ønskes. Det er der for så vidt ingen grund til at ændre på.
Men beslutningen om serviceniveauet for oversvømmelser (hyppighed for opstuvning til terræn) berøres i de færreste kommuner og det går ud over ambitionsniveauet i planerne. I stedet henvises der i klimatilpasningsplanerne til de anbefalede dimensioneringskrav for nye
afløbssystemer i spildevandsplanen.
- Det er et vigtig politisk spørgsmål at tage stilling til, hvor ofte man vil acceptere en oversvømmelse som følge af skybrud eller stormflod og dermed også, hvor meget der skal investeres. Og klimatilpasningsplanerne bør derfor indeholde en politisk beslutning om serviceniveauet for oversvømmelser og samtidig en plan for hvordan dette realiseres, siger Mads Leerbech Jensen fra Dansk Miljøteknologi.
Behov for klimaplaner version 2.0
Der skal fastsættes minimumskrav til, hvad en klimatilpasningsplan skal indeholde. Og der skal tænkes i helheder, hvor hele vandkredsløbet og alle interessenter indtænkes i løsningerne. På den måde undgår vi at foretage store fejlinvesteringer i 'de forkerte' klimatilpasningsløsninger, mener FRI.
- Flere kommuner er i gang og det er jo for så vidt rigtig godt. Men vi har på alles vegne en forpligtigelse til at sikre, at de flere hundrede millioner af kroner, der skal bruges over de næste fem til ti år til at forebygge skaderne fra skybrud, stormflod og andre ekstreme vejrhændelser, minimeres. Hvis de penge skal være en god investering og bruges, hvor det
giver bedst mening kræver det ordentlige gennemarbejdede klimaplaner, hvor
kommunerne laver en prioritering af indsatsen ud fra økonomi og risiko, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
-jhn