Pædagoger er ikke gode til kloakker
Mange kommuner sparer på deres tilsyn med institutionerne, men det kan blive dyrt, for pædagoger er bedre til børn end kloakker, siger kloakmester Verner H. Kristiansen, der opfordrer kommunerne til at lave serviceaftaler med kloakmestrene
Kloakdoktoren og tidligere formand for Foreningen Danske Kloakmestre Verner H. Kristiansen var for nyligt ude i en kommunal institution. Ingen havde opdaget det, men på et tidspunkt for lang tid siden var pumpen i drænbrønden gået i stå med det resultat, at grundvandet var steget omkring bygningen og trængt videre ind gennem kælderens mure, så de var blevet hårdt angrebet af skimmelsvamp.En omfattende sag, hvor der nu rendte mænd rundt i hvide rumdragter for at renovere bygningen, og hvor hans andel af arbejdet med udskift af pumpe alene udgjorde 6.000 kroner.
- Jeg aner ikke, hvad det endte med at koste sammenlagt, men det har været dyrt, fordi der ikke var nogen som løbende holdt øje brønden, og det oplever vi steder, hvor kommunerne har skåret ned på opsynet med deres egne installationer, siger Verner Kristiansen.
Kommuner sparer sig fattige
Ifølge ham er en del kommuner nemlig ved at spare sig fattige, fordi de ender med bekostelige udgifter til udbedringer af skader, der kunne have været undgået.
- Nogle går måske med den ide, at hvis vi sparer her, så kan pædagogerne selv holdt lidt øje. Og med al respekt, pædagoger er gode til meget, men ikke til at føre tilsyn med kloakker og sætte ind, før tingene udvikler sig helt galt. I denne her børnehave var løsningen noget så enkelt som en alarm, der sender en sms til os, hvis pumpen sætter ud. En slags vagtfunktion, der ikke koster ikke alverden, og når vi kommer ud ved vi præcist, hvor vi skal sætte ind.
Lav aftaler om tilsyn
Derfor opfordrer Verner H. Kristiansen kommunerne til at lave et samarbejde med en lokal kloakmester. Det kan være alt fra alarmsystemer i brønde til en decideret serviceaftale, hvor kloakmesteren kommer ud en eller flere gange årligt og inspicerer om, der er optræk til ubehageligheder, der kan tages i opløbet.
- Hvor ofte og hvor omfattende afhænger meget af, bygning, dens installationer og geografiske udfordringer som træer og jordbund. Men da det i forvejen er et lovkrav at pumpebrønde og rottespærrer skal tilses en gang årligt, så kan man ligeså godt få gjort tingene ordentligt og set på tilstanden i sin helhed, siger Verner H. Kristiansen og fortæller at hans firma Kloakdoktoren har flere af den slags aftaler også med private virksomheder som for eksempel Arla.
-jhn