Skærme langs cykelstier skal opsamle skybrud Den grønne skærm skal klare skybrud, tager støjen og beskytte cykelister og gående

Skærme langs cykelstier skal opsamle skybrud

Nyt miljøprojekt, ledet af Teknologisk Institut, skal udvikle en fritstående multifunktionel grøn skærm. Den vil begrænse generne fra trafikken og fungerer samtidig som et ekstra regnvandsbassin, der kan opsamle overskudsvand fra skybrud

Et nyt miljøprojekt, ledet af Teknologisk Institut, skal udvikle en fritstående multifunktionel grøn skærm til stærkt trafikkerede indfaldsveje omkring København. Skærmen vil begrænse generne fra trafikken og fungerer samtidig som et ekstra regnvandsbassin, der kan opsamle overskudsvand fra skybrud.

- Målet er at omdanne trafikkorridorer til grønne korridorer til glæde for gående, cyklister og ikke mindst beboerne ud til de trafikkerede veje. Oveni får vi så fordelen, at vi kan klimatilpasse områderne langs vejene, så oversvømmelserne under skybrud kan begrænses, siger arkitekt Jacob Borup Nørløv, som har udviklet idéen.

Tager vandet og sparer energi
Den grønne skærm består af en beplantet væg ud til vejen, som fungerer som partikelfilter og støjskærm. Bag skærmen lægges en præfabrikeret cykelsti med indbygget magasin med et rensningssystem til snavset vej- og overflade vand. Det rensede vand kan herfra pumpes med solcelledrevne pumper over i den grønne væg og fordampes via planterne. Eller det kan udledes til nedsivning i parkanlæg og gårdmiljøer.

- Vi forventer, at løsningen vil kunne bidrage  til at reducere de negative effekter ved voldsomme regnskyl. Desuden er der mulighed for massive energibesparelser ved, at vi renser og udnytter vejvandet lokalt - frem for at det skal pumpes ud til rensningsanlæg, siger centerchef Ulrik Hindsberger, Rørcenteret, Teknologisk Institut

De grønne skærme skal udvikles i et konsortium ledet af Teknologisk Institut og med deltagelse af bl.a. pumpefabrikken Grundfos, entreprenørfirmaet Aarsleff, rørproducenten Wavin samt P. Malmos Anlægsgartnermestre. Efter indledende forsøg vil et teststykke af den grønne skærm blive anlagt langs vejen Folehaven, en af de mest trafikkerede indfaldsveje til København.

-jhn

17/1 2014