Vandplus: Vandafledning giver mere leg og bevægelse
Formålet med Vandplus-projektet er at koble klimatilpasning sammen med tiltag, der gør Gladsaxe sjovere og bedre at bo i
Den 8. maj blev Gladsaxe Kommunes store projekt ’Vandledningsstien med vandbassiner’ indviet. Og nu starter grave- og betonarbejdet på den del af Vandplus-projektet, der skal levere vand til de mange bassiner langs Vandledningsstien.Når projektet er færdigt, er der skabt nye lege- og bevægelsesmuligheder på idrætsanlægget ved Gladsaxe Stadion, samtidig med at anlægget får tilført nye rekreative naturområder. Og sidst, men ikke mindst: Fremover vil risikoen for oversvømmelser ved store regnskyl blive mindre.
Projektet i Gladsaxe er et ud af fire foregangsprojekter i hele Danmark. Vandplus-projektet i Gladsaxe koster sammenlagt 130 millioner kroner, som er finansieret i samarbejde mellem Nordvand, Gladsaxe Kommune, Realdania og Lokale og Anlægsfonden.
Natur, leg og bevægelse
Det nye projekt vil give en helt unik sammenhæng mellem idrætsanlæggets mange aktivitetsområder og gøre en tur gennem anlægget til en spændende oplevelse.
Både for dem, der dyrker sport og for dem, der bare vil løbe en tur eller gå en tur med hunden.
De mange overgangszoner mellem idrætsanlæggets aktivitetssteder vil, når Vandplus-projektet står færdigt, være omdannet til områder med nye muligheder for leg og bevægelse. Der vil blive etableret vandløb og legedamme mellem banerne, som også kan føre regnvandet ned til Vandledningsstien, når de store regnskyl kommer.
- Det er en helt ny måde at bruge et stort idrætsanlæg på. Vi får skabt et flot og rekreativt idrætsanlæg med mange nye lege- og bevægelsesmuligheder til glæde for vores borgere. Og samtidig kan idrætsanlægget modtage store mængder regn og forebygge de oversvømmelser og vandskader, vi har været vidne til tidligere, siger borgmester Karin Søjberg Holst.
Færre oversvømmelser
Bassinerne og kanaler opsamler regnvandet ved kraftige regnskyl og leder det til den nye vandledningssti, hvor det senere løber til de store regnvandssøer i Høje Gladsaxe Park. Regnvandet bliver styret derhen, hvor der er plads til det. På den måde aflastes kloaksystemet og risikoen for oversvømmelser i området nedsættes.
Vandplus er et partnerskab mellem Lokale og Anlægsfonden og Realdania i samarbejde med Naturstyrelsen. Tilsammen har de uddelt 11,8 millioner kroner til fire foregangsprojekter i hele Danmark. Projekterne skal vise, at det er muligt at gennemføre klimatilpasningsprojekter og samtidig skabe helt nye værdier for borgerne og byerne. Projekterne ligger i Viborg, Solrød, Frederiksberg og Gladsaxe.
Første spadestik til sidste etape af det, der er et af Danmarks største klimatilpasningsprojekter, bliver taget på onsdag d. 21. maj kl. 9 af borgmester Karin Søjberg Holst.
Læs mere om Vandplus-projekterne. Klik her.
NB!
Fredag d. 23. maj Kl. 17 er der gratis rundtur ved Gladsaxe Stadion. Her fortæller kommunen om det store natur- og klimatilpasningsprojekt. Alle er velkomne. Mødested er ved Gladsaxe Svømmehal.
-los