
Byggesagkyndig rådgiver boligejere til at undersøge, om de bor i asbesthus
Køber af hus med asbesttag kan kræve betydeligt nedslag i prisen. Men det er ikke farligt at bo i hus med asbesttag
Af Dan Bjerring
Siden årsskiftet har kun autoriserede virksomheder måttet håndtere asbestholdigt materiale, og det kan ifølge Christian Norborg, der er CEO hos Byggesagkyndig.nu, gå ud over mange boligejeres renoveringsplaner.
Han mener, at det blandt andet bliver meget dyrere at skifte tag på ældre boliger, hvis det sundhedsfarlige materiale er blevet anvendt i byggeriet.
– Jeg forventer, at de nye krav til autorisation vil hæve prisen på at få skiftet et asbestholdigt tag betydeligt for boligejere.
- Derfor er det absolut væsentligt at vide, om man bor i et hus med asbest, og det oplever vi mange, som er i tvivl om, siger Christian Norborg.
Kan kræve nedslag i prisen
Hvis et asbesttag eksempelvis først opdages under tilsyn i forbindelse med hussalg, vil en potentiel huskøber ifølge Christian Norborg kunne kræve et markant nedslag i prisen.
Det er dog ikke farligt at bo i et hus med byggematerialer, der indeholder asbest, men det kan være farligt at arbejde med materialerne:
- Hos Byggesagkyndig.nu oplever vi en større interesse fra boligejere, der ønsker at vide med sikkerhed, om de har asbest, så de kan forberede sig bedst på fremtidige omkostninger, oplyser han.
Find din boligs opførelses år
Det er uvist, hvor mange boliger i Danmark, der indeholder asbest, men i boliger, opført før 1990, er der stor sandsynlighed for, at der er brugt asbestholdige materialer.
Ifølge Danmarks Statistik er 2,2 millioner boliger opført før 1990 i Danmark.
For at finde ud af, hvornår en bolig er opført, kan man slå adressen op online i Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Tidligere renoveringer
I årene efter 1972 blev det gradvist forbudt at bruge asbestholdige materialer i byggeri, indtil et totalt forbud blev gældende fra 1990.
Hvis dele af et hus er blevet renoveret efter 1990, er asbestholdige materialer muligvis allerede fjernet, men er man i tvivl, om huset er renoveret siden, det blev opført, kan man hente tidligere byggesager og -tilladelser gennem det digitale byggesagsarkiv.
Foretag asbestprøve
Hvis boligen er i risikogruppen for at indeholde asbest, kan der laves en asbestinspektion.
Asbest findes nemlig i mange byggematerialer, hvorfor der under en inspektion tages flere prøver, som derefter sendes til laboratorieanalyse.
Asbestprøver bør udtages af en professionel, da der skal udvises forsigtighed, så asbestfibrene ikke spredes i luften og indåndes.