Stål-Oscar til Byens Bro i Odense
Den slanke, svungne bro over baneterrænet i Odense vinder den europæiske stålbranches hæderspris. 3D-beregninger fra Niras har gjort arkitektens drøm mulig
Hvis man ser den fra oven, ligner den overhovedet ikke en bro. Ser man den fra siden, kan det også være svært at genkende formen som en bro. Og set forfra ville man ikke ane, at Byens Bro er netop det – en bro, der binder Odense sammen for cyklister og fodgængere.
Det utraditionelle broprojekt er netop blevet hædret med den europæiske stålbranches svar på Hollywoods Oscar – hædersbevisningen med titlen ”European Steel Design Award.”
Prisen gives for et innovativt projekt, der er en arkitektonisk perle samtidig med, at det rykker ved grænserne for, hvad man kan bygge i stål.
3D-modellering gør broen mulig
Den slanke konstruktion med de svungne linjer har kun kunnet lade sig gøre, fordi NIRAS har projekteret broen med moderne 3D-modelleringsværktøjer.
Og den fagansvarlige ingeniør for konstruktionerne Max Baagøe Rasmussen er da også stolt over skulderklappet:
- Det er en utrolig flot bedrift af hele holdet bag. Rent geometrisk er det en bemærkelsesværdig konstruktion med kurver i flere planer og en slank pylon i højglanspoleret stål, og med hjælp fra god software er vi endt med en bro, der ud over at være flot også har god udnyttelse af materialerne, siger Max Baagøe Rasmussen.
Resultat i topklasse
Niras’ projektleder på Byens Bro Jesper Suhr er selvsagt også stolt over, at projektet opnår europæisk opmærksomhed:
- Det er en rigtig rar fornemmelse at blive bekræftet i, at vi er lykkedes med at levere et byggeri med komplekse konstruktioner, hvor der har været en række udfordringer beregningsmæssigt og tegningsmæssigt.
- Det er et levende eksempel på, at vilde tanker hos arkitekterne godt kan blive til virkelighed, siger Jesper Suhr, der fremhæver det gode samarbejde mellem arkitekt og rådgiver samt bygherren Odense Kommune som en forudsætning for, at resultatet er endt i topklasse.
Uddeles 15. september
Prisen uddeles ved en gallamiddag i Istanbul den 15. september. Ifølge Jesper Suhr betyder prisen, at projektet nu bliver kendt i bro-kredse verden over, og at Niras dermed cementerer sit ry som en rådgiver, der er god til at håndtere de mere specielle udfordringer.
Det er i øvrigt anden gang, Niras står bag et projekt, der modtager ”European Steel Design Award.
Designkonkurrencen er denne gang vundet af Niras sammen med Gottlieb Paludan Architects, ES Consult, Bartenbach Lichtlabor og kunstneren Anita Jørgensen. Entreprenørselskabet Bladt Industries har opført broen.
I 2009 blev Koncerthuset i DR Byen, som Niras var bygherrerådgiver på, også tildelt en stål-Oscar.
-cmn