Investering i udviklingen af Høje Taastrup C
John Hartvig Holm har handlet boliger i Høje Taastrup i 30 år, og sammen med en økonomisk partner investerer han nu i et byggefelt med 11.850 m2 bolig og 590 m2 erhverv
Byudvikling
- Høje Taastrup C bliver et levende og fedt sted at bo, lyder det fra John Hartvig Holm, der netop i partnerskab med Thomas Ulletved Rasmussen har skrevet under på købet af et af de sidste ledige byggefelter i den kommende bydel Høje Taastrup C.
I forvejen er John Hartvig Holm et kendt ansigt i Taastrup og har været i ejendomsmæglerbranchen vest for København de seneste 30 år. Han tror så meget på projektet, at han også efter planen flytter sin ejendomsmæglerforretning ind i erhvervsdelen i det nybyggeri, som han investerer i.
John Hartvig Holm har købt grundstykket sammen med Thomas Ulletved Rasmussen, der bl.a. ejer Media-Invest Danmark og er storinvestor i elselskabet Modstrøm. Thomas Ulletved Rasmussen og John Hartvig Holm er i forvejen forretningspartnere. Selskabet, som de har oprettet for at investere i Høje Taastrup C, er opkaldt efter det byggefelt, som de har købt. Det har fået navnet A21 Taastup.
Byggefeltet A21 indeholder en byggeret på 11.850 m2 til boliger og 590 m2 til publikumsorienteret service/erhverv. Det er her John Hartvig Holm flytter ind med sin forretning.
- Vi solgte tidligere mange projektboliger, men det gik i stå ifm. finanskrisen. Nu er det igen aktuelt med projektbyggeri, da København er blevet så dyr, at mange vælger at flytte ud til f.eks. Taastrup, som har en attraktiv beliggenhed pga. Høje Taastrup Station. Det tager kun 20 minutter, så er man i København, fortæller John Hartvig Holm og tilføjer:
- Med den nye bydel går Høje-Taastrup fra at være en lidt ensartet bydel til at blive et levende sted med varieret byggeri og spændende arkitektur.
En bydel, hvor man har lyst til at være
Det er arkitektfirmaet Cobe, der har udviklet helhedsplanen for området mellem Høje Taastrup Station og City 2, så de centrale dele af Høje Taastrup by omdannes til en mere sammenhængende, aktiv og tryg bydel. Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C står bag selve omdannelsen af området. Dette selskab ejes af Høje-Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre (ejet af ATP Ejendomme og Danica Pension) og Ejendomsselskabet ATPFA II P/S (ejet af ATP og PFA).
Administrerende direktør i Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C, Lars Bloch, glæder sig over, at Høje Taastrup C, kommer til at indeholde forskellige typer af boliger, og påpeger, at der igen er stor interesse for at lave projektboliger i form af ejer- eller andelsboliger - også i Høje Taastrup C:
- Vi viser med Høje Taastrup C vejen til en ny bydel med stor diversitet, hvor både seniorer, børnefamilier og enlige kan bo, i ejerboliger, andelsboliger som lejeboliger, siger han.
Johan Hartvig Holm supplerer:
- Byen står til at få et helt nyt liv. Her kommer nyt rådhus, vi får en park, der løber som en grøn kile med boldbaner og stisystemer, hvor man kan gå og cykle. Det bliver kort sagt en bydel, hvor man har lyst til at være.
John Hartvig Holm peger også på, at helhedsplanen forhåbentlig sikrer, at shoppingcentret City2 står over for en ny storhedstid ved bl.a. at åbne butikker op ud til parkområdet i Høje Taastrup C:
Endelig lægger han også vægt på den positive jobvækst, som er skabt i Høje-Taastrup de seneste år: Alene fra 2013 til 2017 har man ifølge kommunens egne tal fået over 9000 nye arbejdspladser. Antallet er ikke kun steget pga., at de eksisterende virksomheder udvider og vokser, men i høj grad også fordi flere virksomheder vælger at flytte til Høje-Taastrup.
-kj