Nominerede til innovationspris rykker grænserLivingBetter er nomineret til prisen for arbejdet med synergien mellem det intelligente ventilationsvindue og en udsugningsvarmepumpe. Foto: LivingBetter

Nominerede til innovationspris rykker grænser

Kunstig intelligens, byggemateriale af svampesporer og en hybridløsning, der sikrer godt og energieffektivt indeklima kæmper om Energiforum Danmarks Innovationspris

Klima - Miljø

Formand for Energiforum Danmark, Lars Thygesen, kigger med tilfredshed på de tre nominerede til foreningens Innovationspris: LivingBetters kombination af et ventilationsvindue og en varmepumpe, der sikrer godt og energieffektivt indeklima, Søren Jensen A/S' mycelliummateriale, et byggemateriale dyrket på affald og svampesporer og endelig IT-løsningen AI-styret indeklima, der ved hjælp af bygningsdata, sensorer og kunstig intelligens løbende optimerer bygningsdriften til lavere energiforbrug og klimaaftryk med et godt indeklima.

Lars Thygesen udtaler:

- Vi har fået mange interessante og visionære bud. De tre nominerede lever alle på fineste vis op til prisens kriterier; de bidrager til at fremme den grønne omstilling gennem en ny ide, et nyt produkt eller koncept. Det glæder mig, at de tre nominerede taler ind i to vigtige trends i branchen. Dels indeklimadebatten som fylder mere og mere i bygningsdriften og energioptimeringen, og dels behovet for at finde byggematerialer med lavere CO2-aftryk og mere bæredygtige kredsløb. Jeg er meget spændt på hvilken af de tre løsninger, der løber med sejren.

Energiforum Danmarks bestyrelse har udvalgt de tre nominerede, og de er bl.a. udvalgt, fordi deres løsning understøtter Energiforum Danmarks vision om, at bygninger med intelligent energiudnyttelse og rum til trivsel bliver kernen i fremtidens helhedstænkte, fossilfri samfund.

Tre nominerede
Vinderen af Innovationsprisen bliver udvalgt på Netværkskonferencen 2019, som løber af stablen d. 7. november i B&W's gamle pladeværksted på Refshaleøen.

Både konferencens deltagere og et dommerpanel bestående af bl.a. Mads Lyngby Petersen fra EUDP-programmet og Lisbeth Valther fra Next Step Challenge, vil stemme om vinderen af prisen.

De tre nomineredes idéer/produkter, kan kort beskrives således:

Fra affald til biomateriale
Søren Jensen A/S og udviklingsteamet bag Fra affald til biomateriale er ved at udvikle et cirkulært byggemateriale med lavt CO2-aftryk af affald, der f.eks. kan erstatte træbeton, mineraluld og spånplader og bruges som isolering, indervægge og akustikpaneler. Materialet dyrkes ved at lade myceliet vokse et tætpakket netværk i bioaffald (f.eks. ubehandlet og behandlet træ, have/park-affald og tekstil). Slutproduktet er et bionedbrydeligt stærkt, let, isolerende, formbart, samt vand- og brandafvisende materiale. Løsningen er et resultat af innovationskonkurrencen ’Circular Construction Challenge’, som Realdania udskrev i 2018.

Artiklen fortsætter under billedet...
Et cirkulært byggemateriale af affald skal f.eks. erstatte træbeton, mineraluld og spånplader og bruges som isolering, indervægge og akustikpaneler. Foto: Søren Jensen A/S

Hybridløsning der sikrer godt og energieffektivt indeklima
LivingBetter er en hybridløsning, hvor synergien mellem to kendte løsninger - det intelligente ventilationsvindue og en udsugningsvarmepumpe udnyttes og styres optimalt. De intelligente ventilationsvinduer forsyner boligen med konstant frisk forvarmet luft. I boligen etableres aftræk fra forurenede rum f.eks. køkkenet og badeværelset. Herefter opsamler IKM’s udsugningsvarmepumpe aftræksluften, og leverer ventilation, varmt brugsvand og centralvarme til bygningen. Denne proces sker kontinuerligt over hele døgnet. Varmepumpen udnytter hermed energien i luften og sikrer det gode indeklima i boligen.

AI-styret indeklima
Vitani Building Controls koncept AI-styret indeklima kombinerer velafprøvede IoT-sensorer med kunstig intelligens i skyen. Den selvlærende kunstige intelligens sammenholder vejrprognoser med bygningens reaktioner. Hermed tages der højde for den klimamæssige påvirkning, som f.eks. vind og vindretning giver i forhold til bygningens klimaskal, vinduesplaceringer og areal. Bygningens eksisterende CTS-system justeres automatisk to gange i timen til bygningens behov med afsæt i en 24 timers lokal vejrudsigt. På den måde kan systemet forudsige, hvornår bygningen enten skal opvarmes eller nedkøles, ud fra de indeklimakrav bygningen er opsat til. Efterhånden som den kunstige intelligens lærer bygningens termiske kapacitet at kende over tid, vil bygningers energiforbrug kunne reduceres med 15 til 30 % - og i nogle tilfælde mere.

Man kan høre mere om de tre nominerede på Netværkskonferencen. Her får de nominerede mulighed for at pitche deres løsning overfor både konferencens deltagere og dommerpanelet. Herefter kan deltagerne og dommerpanelet stille spørgsmål til kandidaterne. Hvem der vinder prisen afgøres ved en afstemning hvor både dommernes og publikums stemmer tæller.

-los


2/10 2019