Stark breder sig i SønderjyllandStark har nu i alt 83 forretninger i Danmark og Grønland.

Stark breder sig i Sønderjylland

Byggecenterkæden overtager Arnum Rør, der er en veletableret specialist inden for vand og afløb i Sønderjylland. Med købet forventer Stark at kunne styrke sin position i lokalområdet og i regionen

Med købet af Arnum Rør overtager Stark en af Sønderjyllands mest veletablerede specialister inden for vand og afløb. Den næsten 70 år gamle virksomhed fortsætter som en specialistforretning i Stark-kæden under eget navn og med den nuværende ledelse og medarbejderstab.

- Arnum Rør er en veldrevet virksomhed med en stærk forankring i det sønderjyske område og mange loyale kunder. Vi er stolte over at få muligheden for at drive virksomheden videre som en del af Stark-familien, hvor Arnum Rør tilfører os specialistviden inden for vand og afløb, siger salgsdirektør i Stark Danmark Mads Brejnholt Madsen.

Arnum Rørs ejer og direktør Jens Christian Mikkelsen ser frem til at blive en del af Stark:

- Salget til Stark styrker Arnum Rør og udbygger vores stærke position i lokalområdet, mens Stark samtidig styrker sig i regionen og øger sit engagement i VA-segmentet. På den måde er vi et godt match, og jeg ser meget frem til at komme i gang med samarbejdet, siger han.

Fortsætter vækststrategi
For Stark understreger købet af Arnum Rør ønsket om at være håndværkernes foretrukne byggepartner, der kan levere totalløsninger til kundernes byggeprojekter.

- I Stark arbejder vi hele tiden på at opnå en stærk tilstedeværelse lokalt, så vi kan være helt tæt på vores kunder. I Sønderjylland giver Arnum Rør os endnu flere muligheder for at målrette sortiment, service og rådgivning til de professionelle håndværkere og entreprenører i området. Vi glæder os til at bygge videre på de stærke relationer, som Arnum har opbygget i Sønderjylland gennem årtier, siger Mads Brejnholt Madsen.

Med overtagelsen af Arnum Rør fortsætter Stark sin vækststrategi. Gennem de seneste tre år har Stark bl.a. overtaget SJAKK-kædens aktiviteter i Midt- og Østjylland, fire XL-Byg Jens Schultz-forretninger i det sydfynske område og åbnet en forretning i Rønne på Bornholm samt fire Stark Shops i det centrale København. Endelig købte Stark tidligere i år XL-Byg i Allinge på Bornholm.

-dc

19/5 2022