Arbejdsplads: DyrehavsbakkenCirkusrevyens facade ligner sig selv, men er helt

Arbejdsplads: Dyrehavsbakken

Det kræver fleksibilitet at være fast tømrer på Dyrehavsbakken. Tømrermester Flemming Smidt løser alle teltholdernes mere eller mindre specielle opgaver

Der går ikke mange teltholdere rundt på Dyrehavsbakken anno 2009, som tømrermester Flemming Smidt ikke har arbejdet for. Siden 1986 har han udført tømrerarbejde for stort set alle Bakkens teltholdere, som er betegnelsen for forpagtere af både restauranter, forlystelser og udskænkningssteder.

Det var egentlig en tjans som tjener og dørmand på Pølsekroen i weekenderne, der satte Flemming Smidts sikkerhedssko i klemme i døren ind til teltholderne, for det var mens han arbejdede som tjener, at tømrermesteren første gang blev bedt om lige at hjælpe med noget tømrerarbejde. Rygtet spredte sig som en løbeild blandt teltholderne, at den unge tjener/tømrer havde hænderne skruet rigtigt på, og siden har Flemming Smidt haft sin daglige gang i den gamle forlystelsespark, hvor han har påtaget sig mange forskellige opgaver.

- Vi løser primært enkeltstående opgaver for de enkelte teltholdere. Bygger en bar, laver nye toiletter, lægger en terrasse eller renoverer hele restauranten. Kun en sjælden gang laver jeg tilbud, for opgaverne er gerne så specielle, at det ikke er til at lave tilbud på. Det meste er vedligeholdelse og renovering, for der bliver ikke bygget meget nyt herude, fortæller Flemming Smidt, der op til årets sæsonstart d. 26. marts, havde alle mand, fire svende og en lærling, i fuld gang på Bakken.

Skal ligne sig selv

De sidste seks år har Flemming Smidts tømrervirksomhed stået fast for vedligeholdelse af den 77 år gamle Rutschebane. Godt nok er der ikke meget tilbage af den oprindelige konstruktion, for hvert år skiftes der så meget træ, at den 852 meter høje bane gennem tiderne næsten er bygget igen ti gange.

- Noget af det mest specielle jeg har været med til herude, har da også været at skifte de 12 meter lange stolper på Rutschebanen. Men vi løser mange forskellige opgaver. F.eks. når vi fuldstændig renoverer nogle af de gamle restauranter. Kunsten er jo, at folk ikke skal kunne se, at vi har lavet noget. Det skal ligne sig selv. Det skal ligne det gamle, siger Flemming Smidt.

Står også bag baren

Især opgaver for teltholder Torben ’Træsko’ Pedersen fylder en del i Flemming Smidts ordrebog, da Torben ’Træsko’ med ca. 150 ansatte, heraf ti fastansatte, kørende forlystelser, skydebaner og ikke mindst Cirkusrevyen er en af de største teltholdere på Bakken.

Arbejdet med Cirkusrevyen er meget afvekslende, og Flemming Smidt og hans tømrere laver her en del arbejde, der ikke altid er direkte tømrerrelateret. F.eks. hjælper Flemming og hans tømrere til i baren ved spidsbelastninger eller sygdom, og hvert år er de med til at rejse det store grønne telt. Der er dog hele tiden nok tømreropgaver at gå i gang med.

- Sidste år blev toiletterne renoveret og kontoret blev udvidet. I år har vi skiftet de røde limtræsbuer på facaden af Cirkusrevyen, og de sidste par år har vi også været med til at lave rekvisitterne. De blev før lavet ude i byen, men Lisbeth Dahl kan godt lide at være inde over, og så er det da også hyggeligere at stå her, hvor vi hurtigere kan lave ændringer, siger Flemming Smidt.

Stor variation

Flemming Smidt og hans folk har særligt travlt på Bakken i månederne op til åbningsdagen og lige efter sæsonen slutter d. 31. august. Så snart vinduerne er skoddet til, går teltholderne i gang med at bygge nyt, renovere og male. Ofte opstår der dog nye ideer op til åbningen, som der kun er kort tid til at løse.

Variationen i arbejdet som tømrer på Bakken bliver helt konkret, da Flemming Smidt viser rundt på Dyrehavsbakken få dage før åbningen og udpeger flere af de ting, hans sjak har udført:

De har lagt nyt tag på Mine Train Ulven, der også er renoveret. De har lavet terrasse, bar og ny toiletbygning til den nye London-Pub. Restaurant Valentino er fuldstændig renoveret da ’den var ved at skvatte helt sammen’. Ca. 200 m2 medarbejderlokaler til Torben ’Træskos’ medarbejdere er renoveret fra ende til anden. Ølgod har fået nyt køkken. Hele det østlige hjørne af Rutschebanen er skiftet ud. Facaden på restaurant La Collina er udskiftet osv. osv.

En disk til i morgen

Med kun tre dage til åbning holder håndværkerbilerne på række i de smalle gader, mænd klædt i grønt river nedfaldne grene og blade sammen på græsarealerne, elektrikere bærer på store plader med masser af kulørte lamper, en iransk teltholder forsøger at få sine polske håndværkere til at forstå den overordnede idé med restauranten, så også den kan blive klar til start. Folk råber spøgefuldheder efter hinanden. Teltholdere og håndværkere myldrer ind og ud mellem hinanden. Tiden er ved at være knap.

- Har du meget at lave? Jeg skal bruge en disk. Den skal bare være færdig til i morgen, spørger en teltholder, der haster videre så snart Flemming Smidt har lovet at kigge forbi og ordne også den opgave.

- Der er ikke mange her, jeg ikke kender. Jeg skal også have givet ham iraneren lidt gas for at bruge polske håndværkere, siger Flemming Smidt med et smil, inden ejerne af La Collina kalder ham indenfor for at få svar på endnu et spørgsmål inden sæsonen går i gang. Flemming Smidts fokus er 100 % på Dyrehavsbakken.

- De fleste af vores andre kunder ved, at vi har travlt op til sæsonen, så de ringer sjældent på det her tidspunkt. Men når sæsonen er i gang, passer vi vores andre kunder ude i byen. Eller vi arbejder på teltholdernes private boliger. De har jo travlt med at være her, smiler Flemming Smidt.

louise@odsgard.dk

7/5 2009
  • Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    alle ›Et langsigtet, ambitiøst mål om 'nul ulykker' gennem en grundlæggende ændring af sikkerhedskulturen sikrer i år NCC Construction en pris i kategorien 'Arbejdsmiljø som strategisk element'
  • Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    alle ›Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering
  • Skoleelever til Skills Stafet

    Skoleelever til Skills Stafet

    alle ›500 elever, lærere og UU-vejledere til Skills Stafet i sidste uge, hvor vinderne til DM finalen blev fundet
  • Gyldent byhus hædret med to priser

    Gyldent byhus hædret med to priser

    alle ›Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
  • Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    alle ›Med et stigende antal opgaver og omfattende projekter i Aarhus, satser JCN Bolig på østjysk nærvær. Totalentreprenørfirmaet fra Vildbjerg åbner kontor i Aarhus
  • Nyt brandspjæld med tre funktioner

    Nyt brandspjæld med tre funktioner

    alle ›Øland er nu klar med en komplet opdateret pakkeløsning, som automatisk overvåger og styrer brand- og røgspjæld i tilfælde af røg- og temperaturstigninger
  • Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    alle ›Efter Sikkerhedsstyrelsen i går advarede solcelle ejere mod fare for livsfarlige stød og brand ved at have forkerte fejlstrømsafbrydere, kommer installatørenes organisation Tekniq med råd til solcelleejere
  • Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    alle ›Har du et solcelleanlæg, så tjek din fejlstrømsafbryder - den kan være forkert, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer mod brand og livsfarlige stød