Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brandEn fejlstrømsafbryder af type A er den almindelige type i private boliger, men det er i nogle tilfælde ikke godt nok

Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

Har du et solcelleanlæg, så tjek din fejlstrømsafbryder - den kan være forkert, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer mod brand og livsfarlige stød

Sikkerhedsstyrelsen opfordrer ejere af solcelleanlæg til at tjekke, hvilken type fejlstrømsafbryder, der er opsat ved deres solcelleinstallation. Det kan betyde fare for livstruende elektrisk stød, at fejlstrømsafbryderen ikke fungerer, hvis solcelleinverteren fejler. Derfor bør ejerne snarest muligt gennemgå deres installation og få eventuelle fejl rettet, understreger Sikkerhedsstyrelsen.

- Et solcelleanlæg er et lille, privat elværk, der er forbundet til elnettet. Fejl ved installationen kan både give livsfarlige elektriske stød og være årsag til brand. Derfor er det meget vigtigt, at installationen er korrekt udført, og at der er en fejlstrømsafbryder, som træder til, hvis der opstår en fejl, siger pressechef Dorthe G. Rasmussen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Test afslørede sikkerhedsrisiko
Test af ti invertere, sammenholdt med gennemgang af produkternes installationsvejledninger, har afdækket, at der kan være en sikkerhedsrisiko, hvis solcelleinstallationer har en ukorrekt type fejlstrømsafbryder monteret.

Testen, som er udført af et akkrediteret laboratorium på vegne af Sikkerhedsstyrelsen, viste, at langt de fleste testede invertere kræver en fejlstrømsafbryder af type B. Samtidig viste installationsvejledningerne sig at være mangelfulde omkring valg af fejlstrømsafbrydere. Sagsbehandlingen er afsluttet med fem påbud, tre henstillinger og to frivillige tilretninger i installationsvejledningerne.

Mange kan have ukorrekt afbryder
Tilsyn på knapt 500 solcelleanlæg har vist, at langt hovedparten af anlæggene er installeret med en fejlstrømsafbryder af type A. Når man sammenholder resultaterne fra tilsyn med testresultater og gennemgang af installationsvejledningerne, er det styrelsens samlede vurdering, at mange solcelleanlæg kan være forsynet med en ukorrekt type fejlstrømsafbryder, der ikke yder beskyttelse.

En fejlstrømsafbryder af type A er den almindelige type i private boliger. Den er også tilstrækkelig ved nogle typer af solcelleinvertere, men er der risiko for en fejlstrøm over 6 mA jævnstrøm fra solcelleanlægget, kræver både sikkerhed og lovgivning en type B. Det skal fremgå af fabrikantens installationsvejledning, hvilken type fejlstrømsafbryder anlægget kræver, mens den autoriserede elinstallatør skal sikre, at en installation er udført korrekt efter stærkstrømsbekendtgørelsen.

Styrelsen har i forbindelse med sin sagsbehandling udstedt fem påbud til importører/producenter om at korrigere deres vejledninger, så de indeholder oplysning om korrekt valg af fejlstrømafbryder.

-jhn

Hvad skal ejeren af solcelleanlæg gøre?

Se i installationsvejledningen, hvilken type fejlstrømsafbryder inverteren til solcelleanlægget kræver. Hvis det ikke fremgår, skal der som udgangspunkt vælges en fejlstrømsafbryder type B til en transformerløs inverter.

Ud fra mærkningen på en fejlstrømsafbryder kan man selv afgøre, hvilken type afbryder der er monteret. Mærkningen kan bl.a. ses i Vejledning til solcelleejere, som man finder på www.sik.dk.


Er der ikke installeret korrekt type fejlstrømsafbryder, eller er man i tvivl, bør man kontakte en autoriseret elinstallatør for at få installationen gennemgået og om nødvendigt bragt i orden. Man finder en liste over autoriserede elinstallatører på www.sik.dk/tjek.

 

21/11 2013
  • Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    alle ›Et langsigtet, ambitiøst mål om 'nul ulykker' gennem en grundlæggende ændring af sikkerhedskulturen sikrer i år NCC Construction en pris i kategorien 'Arbejdsmiljø som strategisk element'
  • Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    alle ›Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering
  • Skoleelever til Skills Stafet

    Skoleelever til Skills Stafet

    alle ›500 elever, lærere og UU-vejledere til Skills Stafet i sidste uge, hvor vinderne til DM finalen blev fundet
  • Gyldent byhus hædret med to priser

    Gyldent byhus hædret med to priser

    alle ›Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
  • Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    alle ›Med et stigende antal opgaver og omfattende projekter i Aarhus, satser JCN Bolig på østjysk nærvær. Totalentreprenørfirmaet fra Vildbjerg åbner kontor i Aarhus
  • Nyt brandspjæld med tre funktioner

    Nyt brandspjæld med tre funktioner

    alle ›Øland er nu klar med en komplet opdateret pakkeløsning, som automatisk overvåger og styrer brand- og røgspjæld i tilfælde af røg- og temperaturstigninger
  • Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    alle ›Efter Sikkerhedsstyrelsen i går advarede solcelle ejere mod fare for livsfarlige stød og brand ved at have forkerte fejlstrømsafbrydere, kommer installatørenes organisation Tekniq med råd til solcelleejere
  • Højskoleelev snupper designpris

    Højskoleelev snupper designpris

    alle ›Den kun 20årige højskoleelev Adam Holst Hoffbeck vandt i går den årlige FSC Design Award for næsen af ældre studerende fra landets videregående design- og arkitektskoler