Arbejdsulykker klæber til byggeriet
Færre blev dræbt på arbejdet i 2008, men flere dødsulykker på byggepladserne
Arbejdstilsynets foreløbige opgørelse over arbejdsrelaterede dødsulykker viser, at der i 2008 blev dræbt 44 mennesker på arbejdet, mens tallet i 2007 var 65. Et markant fald i antallet af dødsulykker, men tallene viser også, at der fortsat er mange dødsulykker på byggepladser og i landbruget.
- Det er en glædelig nyhed, at faldet i antal dødsulykker er så markant, konstaterer Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen.
- Men det ændrer ikke på, at hver eneste dødsulykke er en ulykke for meget. Bag hver enkelt dødsulykke gemmer der sig en tragisk historie, der rammer familie og pårørende til de dræbte hårdt. Ofte er der også en voldsom følelsesmæssig belastning for kollegaer og arbejdsledere. Det hører også med, at dødsulykker koster dyrt for både den enkelte virksomhed og for samfundet som helhed.
Jens Jensen peger på, at der i 2009 er trådt nye og skærpede regler i kraft. Fra 1. januar 2009 kan sikkerhedsbrister på arbejdspladsen, der medfører dødsfald eller alvorlige arbejdsulykker, give bøder på op til 80.000 kr., hvilket er dobbelt så meget som hidtil. Målsætningen med de skærpede regler har netop været at øge fokus på sikkerheden og dermed forhåbentlig reducere antallet af arbejdsrelaterede dødsulykker.
”fortsættes…”””
- Arbejdsulykker er blandt de prioriterede arbejdsmiljøproblemer i Danmark. Derfor har Arbejdstilsynet et højt og vedvarende fokus på spørgsmålet, siger Jens Jensen.
- Den vigtigste indsats for at forebygge og undgå arbejdsulykker må og skal ske i det daglige arbejde på virksomhederne. Det er virksomhederne, der har ansvaret for at sikre medarbejderne mod ulykker og muligheden for at planlægge og udføre arbejdet på en sådan måde, at risikoen for ulykker er mindst mulig. Det er virksomhederne, der konkret må tage fat om problemerne, understreger Jens Jensen.
Selv om antallet af dødsulykker er faldet, er tallene for de enkelte brancher ikke så store, at man kan konkludere noget sikkert på detaljeniveau. Men dødsulykker på byggepladser er et område, der falder i øjnene.
- Når vi ser på byggepladserne, må vi konstatere, at antallet af dødsulykker er steget fra 13 i 2007 til 16 i 2008. For Arbejdstilsynet er det et tegn på, at den intensive tilsyns- og kontrolvirksomhed, vi har haft i branchen i en årrække, stadig er nødvendig, siger Jens Jensen.
- Derudover har vi fra 1. januar 2009 fået mulighed for at give væsentligt større bøder ved arbejdsulykker, ligesom vi nu kan stille krav om bedre planlægning i projekteringsfasen, der vil gavne sikkerheden på byggepladsen. Endelig har udenlandske virksomheder, som udstationerer arbejdskraft i Danmark, nu pligt til at lade sig registrere i Register over Udenlandske Tjenesteydelser.
Det bliver således lettere for Arbejdstilsynet at kontrollere arbejdsmiljøet i disse virksomheder. Jeg er sikker på, at disse tiltag vil bidrage til et fortsat fald i antallet af dødsulykker. Men lad mig slutte af med at slå fast, at målsætningen for Arbejdstilsynet er, at vi i Danmark helt undgår dødsulykker på arbejdspladserne – og det er en vision, vi ikke giver køb på, fremhæver Jens Jensen.
Antal dødsulykker på arbejdpladser
2003: 51
2004: 44
2005: 56
2006: 58
2007: 65
2008: 44
Arbejdstilsynets opgørelse over dødsulykker i 2008 er endnu foreløbig. Udover de 44 dødsulykker er der yderligere 2 sager, for hvilke det endnu ikke er afgjort, om de skal med i Arbejdstilsynets opgørelse.
Antal dødsulykker på byggepladser
2003: 10
2004: 8
2005: 20
2006: 7
2007: 13
2008: 16
Arbejdstilsynets samlede årsopgørelse over anmeldte arbejdsrelaterede ulykker i 2008, der foruden dødsulykker også oplyser om alvorlige og øvrige ulykker, forventes offentliggjort sommeren 2009.
tøtte