Bæredygtig bystruktur
Tæt by betyder ikke altid bæredygtig by. Brugeradfærd betyder lige så meget som bystruktur
Det er en udbredt antagelse, at tættere byer også skaber mere bæredygtige byer, fordi der er mindre transportbehov, let adgang til offentlige transportmidler samt bedre udnyttelse af boligopvarmningen.
Men sådan hænger det ikke altid sammen. Det viser en undersøgelse af bæredygtigheden inden for miljø, økonomi og sociale forhold for de 10 bydele i København, som Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet sammen med Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Kommune har foretaget.
Resultaterne viser markant forskellige bæredygtighedsprofiler. Én af dem er, at den tætte indre By scorer lavt på miljøet.
”fortsætter…”
Nørrebro og Vesterbro stemmer godt overens med antagelsen om den tætte bys bæredygtighed. Her er der sammenfald mellem høj bytæthed og kun få, der ejer en bil. Samtidig er der relativt flere, der har deres arbejdsplads inden for kommunegrænsen.
Omvendt stemmer antagelsen også overens med forholdene i bydele med mindre bytæthed som i Valby, Vanløse og Brønshøj-Husum. Her er der mere villabebyggelse, varmeforbruget i boligerne er større, og flere har egen bil. Dertil kommer, at relativt flere beboere pendler ud af byen.
Men billedet af den tætte by som bæredygtig bliver modsagt af Indre By, der er den næst-tætteste blandt de 10 københavnske bydele (kun overgået af Nørrebro). Her er den miljømæssige bæredygtighed begrænset, fordi mange af beboerne bor i store lejligheder, der kræver meget opvarmning, og fordi de ofte har en bil parkeret ved fortovskanten, selv om de har let adgang til offentlig transport. I Indre By bor folk med byens største indtægter og længste uddannelser.
Med iagttagelserne af brokvartererne, villabebyggelserne og Indre By tegner der sig at billede af, at bæredygtighed ikke kun er et spørgsmål om bystruktur, men om at der i forskellige bydele bor forskellige mennesker. De få biler og små boliger afspejler ikke kun en tæt bystruktur, men også lave indtægter.
- Bæredygtighed afhænger derfor ikke kun af bystruktur, men i lige så høj grad af beboernes livsstil. Det er et paradoks og en udfordring for planlæggerne, at attraktive tætte bydele kan være med til at trække velhavende beboerne til, hvis forbrugsmønster ikke nødvendigvis er bæredygtigt. Det er derfor helt centralt ikke kun at tænke bystruktur, men også brugeradfærd ind i planlægningen af fremtidens bæredygtige by, siger seniorforsker Jesper Ole Jensen, SBi.
Undersøgelsen er kommet i stand på baggrund af en hollandsk model, som forskerne har oversat til danske forhold. Modellen omfatter 20 indikatorer, der afspejler vigtige elementer i Københavns Kommunes politikker, og som man kan belyse ud fra eksisterende registre.
- Hvis vi vil den bæredygtige by, er vi også nødt til at have redskaber til at måle på den, helst løbende og helst så tæt på den enkelte borger som muligt. Ideelt set kunne man ønske sig, at borgerne i samarbejde med kommunen er med til at definere lokale miljømålsætninger, som man har set det i mange amerikanske byer. Det kan skabe ejerskab og forpligtelse til målsætningerne, men det kræver også bedre tilgængelighed til data, siger Jesper Ole Jensen.
Efter at have arbejdet med den hollandsk inspirerede model, er det forskernes erfaring, at der er brug for en langt højere grad af synlighed omkring bæredygtighed i byen, og der er brug for et bedre datagrundlag. Eksempelvis berøres temaer som affald, vand og elforbrug kun indirekte, fordi der ikke er adgang til data på lokalt niveau for disse temaer.
Projektet er gennemført med støtte fra Københavns Kommunes Byøkologiske Fond.
Alle resultater på de 20 indikatorer kan ses i rapporten: ”Bæredygtighedsprofiler for bydele i København”
tøtte
