Boligkvarter søger vejnavne
Område med 360 boliger leder efter identitet.
Område med 360 boliger leder efter identitet.
Et kommende boligkvarter med 360 boliger ved Kærup Gods nord for Ringsted leder efter dets identitet.
Entreprenøren NCC Enfamiliehuse og Ringsted Kommune beder offentligheden om hjælp til at finde på navne til kvarteret og de otte nye veje, der kommer i området.
- Vi synes, det er bedst, hvis det nye kvarter får vejnavne, som udspringer af lokalområdet. Derfor opfordrer vi alle til at komme med ideer. Samtidig ønsker vi ideer til et kaldenavn for hele kvarteret, siger adm. direktør i NCC Enfamiliehuse, Steffen M. Baungaard.
De otte nye veje består af en samlende fordelingsvej, der bugter sig fra Kærup Parkvej til Roskildevej. Ud fra fordelingsvejen går syv mindre villaveje.
Det er aftalt med Ringsted Kommune, at NCC samler forslagene ind. Det endelige valg af vejnavne tages af Ringsted Kommunes Miljø- og Teknikudvalg.
Forslag sendes inden 1. maj til navneforslag@bn-hus.dk.
-ls.