Byggeaffald skal bruges bedre
I dag fremlagde regeringen sin nye ressourcestrategi, der blandt meget skal sikre en bedre genanvendelse- og fjerne farlige stoffer fra byggeaffaldet
Hvis du bor i et almindeligt enfamiliehus, er der brugt omkring 16.000 mursten til dit hus. Ved at genbruge gamle mursten sparer man energi til produktion af nye, men i dag knuses langt det meste byggeaffald og bruges som erstatning for sten og grus i veje, stier og pladser.
Med Danmark Uden Affald strategien som regeringen fremlagde tidligere i dag, skal det undersøges, hvordan man kan genbruge for eksempel mursten og beton i nye huse. Samtidig iværksætter regeringen en indsats om at fjerne farlige stoffer som PCB og bly i byggeaffald.
- Vi skal genanvende mere og forbrænde mindre. Det er min vision, at vi får et Danmark uden affald, hvor vi genanvender flest mulige materialer i vores affald. Derfor skal vi være med til at sortere affaldet, så vi kan udvinde værdierne i det. Det er godt for miljøet, og det kan skabe jobs og nye erhvervsmuligheder, siger miljøminister Ida Auken.
Skærpede krav til nedrivning
Bygge- og anlægsaffaldet udgør langt den største affaldsmængde herhjemme, til gengæld genanvendes 87 procent. Men måden det genanvendes på kan gøres bedre. Derfor ønsker regeringen blandt andet skærpede krave til nedrivning af bygninger, så der opnås et bedre overblik over de stoffer og materiaeler, der indgår i affaldet. Øgede krav til nedrivningvirksomheders kvalifikationer og især en fjernelse af farlige stoffer, så de ikke spredes i miljøet.
- jhn
Konkrete initiativer:
– De affaldsrelevante initiativer i regeringens handlingsplan for håndtering af PCB i bygninger gennemføres herunder: Fastsættelse af grænseværdi for indhold af PCB i byggeaffald.
- Skærpede krav til nedrivning af bygninger, så vi får et bedre og mere samlet overblik over de materialer og stoffer, der indgår i byggeaffaldet.
- Øgede krav til nedrivningsvirksomhedernes kvalifikationer.
– Undersøgelse af mulighederne for bedre genanvendelse af beton samt undersøge fordele og ulemper ved nye behandlingskrav til mursten og imprægneret træ, samt krav om udsortering af tagpap.
– Genanvendelse af udtjente vindmøllevinger understøttes, og der undersøges fordele og ulemper ved at indføre et behandlingskrav for udtjente vindmøllevinger.
– Undersøgelse af fordele og ulemper ved at indføre behandlingskrav for fjernvarmerør.
- Vurderingen af fordele og ulemper ved indførelse af nye behandlingskrav skal udover miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn fokusere på, om eventuelle krav indebærer øgede erhvervsøkonomiske omkostninger.