Døre med bedre hængsler
Dørproducenten Ikast Design Doors har fået eneret på sine specialudviklede stålhængsler
Et nyt forbedret hængselssystem fra dørproducenten Ikast Design Doors giver stabilitet og muligheden for at finjustere de indvendige døre. Hængslerne er fremstillet i stål, og hver eneste dør forsynes med tre hængsler for at sikre kvaliteten yderligere.- Vi har købt hængselssystemet fra en nu lukket dansk dørproducent og investeret i at videreudvikle det. Vi har blandt andet tilføjet muligheden for, at hængslerne kan finjusteres i forbindelse med monteringen. Dermed har vi skabt et unikt produkt, som vi har eneforhandlingen af, siger direktør Bjarne Hansen, Ikast Design Doors.
Stærke hængsler af stål
De tre hængsler er med til at gøre de indvendige døre fra Ikast Design Doors endnu mere modstandsdygtige overfor slid og brug. Virksomheden vil måles på design og kvalitet. De har derfor udviklet en sandwich-konstruktion, der giver en kraftig og stabil dørplade med en særdeles modstandsdygtig overflade. Det kræver stærke hængsler af stål.
- Udover gulvet er døren den del af huset, vi bruger mest i dagligdagen, og det stiller naturligvis krav til kvaliteten – og til, at tingene kan tåle at blive brugt. Derfor er der hele tiden brug for, at vi videreudvikler og skaber nye produkter, siger Bjarne Hansen.
De nye hængsler har været i en ekstern test, der er gentaget 52.000 gange.
-jhn