Ejendom gensælges efter konkurs
Colliers Hans Vestergaard skal erstatningssælge eksklusiv ejendom i Vejle, som blev ”købt” af Stones Invest for mindre end et år siden
Alt var tilsyneladende i bedste orden, da ejendomsmægler Colliers Hans Vestergaard i december 2007 lukkede en handel til 80 millioner kroner. For dette beløb blev en af de mest attraktive ejendomme i Nørregade i Vejle solgt til fremadstormende Stones Invest A/S. Overtagelsen blev fastsat til medio 2008.Men sådan skulle det ikke gå.
Sælger modtog aldrig det samlede beløb, og Stones Invest er siden bukket under og erklæret konkurs. Ejendommen skal nu erstatningssælges, som det hedder.
- Vi tager nu fat på opgaven igen, siger statsaut. ejendomsmægler og valuar René Neesgaard - teamleder for Investering fra Colliers Hans Vestergaards afdeling i Vejle.
”fortsættes…”
René Neesgaard forklarer, at gågadeejendommen har en fantastisk beliggenhed og at ejendommen fremstår i super stand, idet stort set hele ejendommen er nybygget, med undtagelse af facaden mod gågaden der er bevaringsværdig og derfor alene gennemgribende renoveret.
Ejendommen huser bl.a. Café La Tasca og Bog & Idé. I stueplan er der desuden et ledigt lejemål, som kan opdeles i to. På 2. sal er der to lejligheder med egne tagterrasser. Derudover indeholder ejendommen et eksklusivt kontorlejemål. Det mest unikke ved ejendommen er, at den ikke har nogen bagside, idet den både har facade til gågaden og til Dæmningen, hvor åen netop er fritlagt.
- Investeringsejendommen har en perfekt placering i gågaden og er i en usædvanlig god stand. Det ledige butikslejemål i stueetagen giver ejer flere muligheder for at tilpasse ejendommens lejersammensætning efter eget ønske, pointerer René Neesgaard.