Eldreven liftbil til vejsektoren
Verdens første serieproducerede eldrevne liftbil er dansk
Folketingsmedlem og kommende borgmester i Vesthimmerland Kommune, Knud Kristensen (K) afslørede i dag verdens første serieproducerede 100 pct. eldrevne liftbiler til arbejde med gadebelysning og vedligeholdelse af trafiklys.
Liftbilerne er udviklet og produceret hos Farsø-virksomheden TIME, der er datterselskab af verdens næststørste billiftproducent TIME Manufacturing Company i USA.
Mens man andre steder i verden fortsat arbejder med at udvikle eldrevne liftbiler og foreløbig benytter kombinationen eldrevet lift og dieseldrevet bil, er egentlig produktion af 100 pct. eldrevne liftbiler - med både eldreven lift og bil - nu i gang i Danmark. TIME har allerede solgt én herhjemme, og yderligere to skal leveres til kunder i England og Skotland inden årets udgang.
Med lanceringen af de første eldrevne modeller håber man hos TIME at medvirke til et gennembrud for eldrift inden for erhvervskøretøjer. Hidtil har fokus været på eldrevne personbiler.
På vedhæftede billede ses Knud Kristensen ved afsløringen sammen med adm. direktør Per Cæsar Torp, TIME.
tøtte