Entreprenør vækster på niende år
Jönsson når i år en omsætning på 682,7 mio. kr. og et resultat på 31,6 mio. kr. før skat. Det skyldes virksomhedens fokus på udvikling og fastholdelse af tætte relationer
For niende år i træk fastholder Jönsson den positive udvikling og solide bundlinje, som ligger blandt de bedste i byggebranchen. Den vedvarende udvikling skyldes bl.a. investeringer i medarbejder- og ledelsesudvikling, fokus på kultur og socialt ansvar, optimering af indkøbsprocesser og værdiskabende samarbejdsrelationer.
- Medarbejderne er vores stærkeste ressource. Derfor er det her, vi investerer i udvikling, og her vi skal gøre en forskel i forhold til vores konkurrenter. Vi tilbyder projektlederuddannelser og andre udviklende kurser, der skal gøre det attraktivt at arbejde i Jönsson, og som skal gøre vores medarbejdere til de bedste i branchen, siger adm. direktør Robert Mayer.
Det andet ben i virksomhedens indtjeningsstrategi er optimeringen af de operative processer som deres indkøbsaftaler, der pr. 2013 er optimeret således, at Jönsson både sparer udgifter og arbejdstid.
- Lagt sammen med et vedvarende fokus på værdiskabende partnerskaber med bl.a. kommuner og andre offentlige instanser, skaber det et solidt grundlag for at fastholde en bæredygtig udvikling i virksomheden, fortæller Robert Mayer.
Værdiskabende projekter
Strategien fremadrettet er for Jönsson at styrke fokus på de værdiskabende projekter, som giver overskud på bundlinjen og som involverer socialt og etisk ansvarlige samarbejdspartnere med et højt fagligt niveau og engagement.
- Konkurrencen på markedet er høj, men derfor må vi ikke gå på kompromis med lønsomheden eller dem, vi samarbejder med. Vi skal i højere grad differentiere os på kvalitet og troværdighed og få projekter i hus, der giver bæredygtig indtjening, siger Robert Mayer.
Pt. er Jönsson i gang med en lang række projekter, der peger frem mod et indbringende 2013, bl.a. boligbyggerier i Gentofte, Herlev og Taastrup, klimavenligt klubhus i Allerød, ny tribune på Slagelse Stadion, nye plejecentre i Høje Taastrup og på Østerbro samt nye skoler i Bagsværd og Vanløse.
- kj