Forventer vækst i varmepumper
Halvdelen af landets installatører forventer, at salget af varmepumper vil stige i 2013, viser ny undersøgelse fra TEKNIQ Installatørernes Organisation
Halvdelen af landets installatører forventer, at salget af varmepumper vil stige i 2013, og hele 60 pct. af installatørerne forventer en stigning over de næste fem år. Dermed ser det ud til, at de senere års vækst i varmepumper også fortsætter i de kommende år. Det viser en ny undersøgelse, som TEKNIQ Installatørernes Organisation har foretaget blandt sine medlemmer.
– Det ser ud som om, at varmepumpeområdet også i de kommende år vil være i betydelig vækst. Det skyldes blandt andet, at langt flere danskere har fået øjnene op for, at varmepumper er et yderst rentabelt alternativ til især udrangerede olie- og gasfyr, siger administrerende direktør i TEKNIQ Niels Jørgen Hansen.
Lavere elafgifter skubber på
Han tilføjer, at blandt andet den lavere afgift på el, som bruges til opvarmning i boligen, også vil bidrage til at stimulere efterspørgslen efter varmepumper.
– Når kunderne oplever, at den el, som trods alt er nødvendigt til driften af varmepumpen, også bliver billigere, så vil det bringe tilbagebetalingstiden på varmepumperne yderligere ned. Og vi ved, at jo lavere tilbagebetalingstid på et anlæg, jo større er sandsynligheden for, at kunderne efterspørger teknologien, siger Niels Jørgen Hansen.
Lyset er slukket for solcellerne
Men installatørernes optimisme rækker ud over varmepumperne. På solevarme forventer 20 pct. af installatørerne vækst, mens 30 pct. forventer en stigning over de næste fem år. Til gengæld er der for indeværende ikke så stor tiltro til solcellemarkedet. Kun lidt over 15 pct. forventer en stigning i 2013, mens 40 pct. direkte forventer et stort fald.
– De ændrede regler på solcelleområdet har her og nu bremset den eksplosive tilvækst i antallet af anlæg på enfamiliehuse, og lagt en betydelig dæmper på markedet. Men det betyder ikke, at solcellemarkedet er passé. I stedet er det ved at ændre sig, og vi ser tegn på, at især markedet for større solcelleanlæg vil vokse i den kommende tid – især hvis der kommer klarhed over regler og betingelser for anlæggene, siger Niels Jørgen Hansen.
Efterlyser klare regler
Han glæder sig blandt andet over, at et nyt lovforslag vil give udlejningsejendomme bedre rammebetingelser, når de sætter anlæg på taget. Men han understreger, at lovforslaget ikke er nok.
– Hvis efterspørgslen efter de større solcelleanlæg skal stige, så skal vi blandt andet have klarhed over, hvilke betingelser der gælder, når private boligejere går sammen og investerer i fælles solcelleanlæg. Vi tror, rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at installere et kollektivt anlæg, hvis bare reglerne er smidige og økonomien i projektet ser fornuftig ud, siger Niels Jørgen Hansen.
- jhn