Fra fiskernet til tæppefliser
Interface har eksperimenteret med at bruge kasserede fiskenet fra et truet koralrev som råvarer til tæppefliser – med succes
Siden juni 2012 har Interface sammen med organisationen ZSL, der arbejder med naturbeskyttelse, og beboerne i fiskerlandsbyer gennemført et pilotprojekt, Net-works, langs de filippinske kyster om indsamling af kasserede fiskenet.
Projektpartnerne ville undersøge, om der kunne slås tre fluer med ét smæk: Løse affaldsproblemet i Filippinerne med henkastede fiskenet, bruge fiskenet som råvarer i Interfaces tæppeproduktion og skaffe de lokale fiskere et ekstra indtægtsgrundlag.
Fiskenet fra truet koralrev
Fra juni til oktober 2012 blev der etableret en infrastruktur, renset strande i fire områder for henkastede fiskenet i området Danajon Bank, der er et truet koralrev i Filippinerne og indsamlet 1 ton fiskenet. Frem til udgangen af april 2013 er det planen at udvide projektet til flere områder, så der i 15 landsbyer med 1400 mennesker bliver indsamlet 20 tons fiskenet, som sælges til Interface.
- De indsamlede fiskenet består af nylon, som vi kan genanvende direkte i vores tæppefliser. På den måde kan vi kraftigt reducere mængden af jomfrumaterialer i vores produktion, samtidig med at det repræsenterer en stor miljøværdi. Vi glæder os til at kunne fremvise de første produkter baseret på de kasserede fiskenet, og vi ser frem til at udvide samarbejdet med både ZSL og de filippinske fiskerlandsbyer, fortæller Nigel Stansfield, chief operation officer hos Interface.
Stor lokal opbakning
Også Dr. Nick Hill fra ZSL glæder sig over den værdi, der bliver skabt, miljømæssigt, socialt og økonomisk.
- Net-works er præget af entusiasme fra befolkningen i Danajon Bank, hvilket vi tydeligt har mærket, når vi har arrangeret indsamling af fiskenet. Fiskenet vejer ikke ret meget, så det er et større arbejde at indsamle en mængde på et ton, end man som udenforstående kunne tro. Men da det lykkedes hurtigere og nemmere end forventet, ser vi positivt frem mod en udvidelse af projektet.
ZSL og Interface vil i løbet af 2013 undersøge mulighederne for yderligere at udvikle partnerskabet og herunder også at skabe lignende projekter andre steder i verden. Endelig er der en ambition om at udvikle et værktøj, som andre organisationer og virksomheder kan bruge til at etablere lignende Net-works rundt om i verden, hvor der er behov for det.
- jhn