Fremtidens busstoppested er helt i glas
Elever og studerende udfordres i ny konkurrence til at skabe et busstoppested i glas
Vores busstoppesteder er ofte en meget trist markering ved vejkanten, som knap kan holde fødderne tørre og blæsten ude. Ofte er disse små opholdssteder ødelagte af hærværk og utrygge at opholde sig i – især om natten.
Men nu udfordres arkitektstuderende og elever på glarmesterskolen I Holbæk til at udtænke et fremtidens bud på et busstoppested i glas.
Sikres mod hærværk
De studerende skal designe et busstoppested, som på alle områder skal demonstrere hvad materialet glas kan tilbyde æstetisk og funktionelt. Glasløsningerne skal være innovative og konstruktionen skal bestå ”næsten” udelukkende af glas.
Busstoppestedet skal være ”et helle i natten” og de studerende skal i forslaget tage stilling til og give bud på, hvorledes konstruktionen kan være selvforsynende med f.eks. energi, tilbyde løbende information, tilbyde underholdning, reklame og være modstandsdygtig overfor hærværk.
Glas tilpasser sig omgivelserne
Studieprojektkonkurrencen har arbejdstitlen ”Kamæleonen” som henviser til evnen til at tilpasse sig, forandre sig, og interagere med sine omgivelser. Glasset kan formidle og aktivere sine omgivelser gennem lys, refleksioner, energi og farver, det kan formes, bøjes og i kraft af sin styrke har det en fantastisk bæreevne.
Skal opføres i fuld størrelse
Glas bruges ofte i byggeriet som en hinde mellem inde og ude – havde glas ikke evnen til at levere udsyn, samtidigt med, at det beskytter i forhold til vind og vejr, ville mange arkitekter nok helst vælge den rene luft. Men glasset er noget i kraft af sig selv og er kort sagt, et enestående og spændende materiale som det kan betale sig at vide meget mere om.
Konkurrencen udbydes i et samarbejde mellem Glarmesterskolen, EUCNVS, Forbundet 3F og Glarmesterlauget i Danmark. Det er konkurrencens formål, at sætte fokus på materialet glas og mødet mellem design og håndværk.
Vinderprojektet modtager en 1.præmie på 30.000 kroner, og får æren af at se projektet opført i fuld størrelse ved hovedvejen til Sjællands Odde.
- jhn