Fremtidens forstad er mangfoldig
Der findes ikke én løsning på, hvordan man skaber en bæredygtig forstad, men derimod mange – og desuden kræver udvikling tid
Det er læringen fra Realdanias kampagne Fremtidens Forstæder, hvor 29 af Danmarks stærkeste rådgiverteams har givet bud på, hvordan man skaber fremtidens forstad.
Resultaterne fra kampagnen kan nu læses i bogen ”Fremtidens Forstæder” og opleves på en udstilling i Dansk Arkitektur Center. Bog og udstilling lanceres torsdag den 23. maj kl. 16.00 i Dansk Arkitektur Center i København.
Del af større indsats
Forstaden er et af de vigtigste transformationsområder for byernes udvikling lige nu. Men også et af de sværeste. Forstaden er bosted for godt halvdelen af alle danskere og har mange potentialer, men også mange udfordringer. Her er lys og luft, men også behov for større tæthed, en opdateret erhvervsstruktur og løsninger på klimaforandringerne.
Mange steder arbejder man allerede med at udvikle forstadens struktur og arkitektur. Men hvordan sikrer man, at projekterne bliver bæredygtige og rustet til fremtiden? Det kom Forstædernes Tænketank, nedsat af Realdania og Naturstyrelsen, i september 2012 med 10 konkrete anbefalinger til.
Sideløbende med Tænketankens arbejde har Realdania sammen med seks kommuner afholdt arkitektkonkurrencer. Konkurrencerne tager fat om otte centrale temaer for forstæderne:
- Tæt og integreret forstad
- Fremtidens bosætning
- Den grønne og blå forstad
- Levende og inkluderende forstad
- Bæredygtige bosteder
- Fremtidens forstadserhverv
- Forstadens energi
- Bæredygtig forstadstrafik
Hent inspiration
I bogen Fremtidens Forstæder samles alle erfaringer fra kampagnen Fremtidens Forstæder. Udvalgte videnspersoner kommenterer og perspektiverer de otte temaer og konkurrencerne.
Derudover kan man opleve resultater og erfaringer fra kampagnen i udstillingen Fremtidens Forstæder, som vises i Dansk Arkitektur Center. Her præsenteres de otte temaer og vinderforslagene.
Som en del af arbejdet med fremtidens forstad afholder Realdania og Naturstyrelsen et debatseminar på Dansk Arkitekt Center for fagligt interesserede torsdag den 23. maj, hvilket sker i forbindelse med lancering af bogen ”Fremtidens Forstæder” og åbning af udstillingen.
Her vil danske og udenlandske eksperter diskutere forstadens udfordringer og potentialer i lyset af erfaringerne fra kampagnen ”Fremtidens Forstæder” og anbefalingerne fra Forstædernes Tænketank.
- kj