Øger produktionen af limtræ med 15.000 m3
Moelvens limtræsfabrik i svenske Töreboda er klar til at levere limtræ til Danmark. Ny, stor fabrik på vej
Europas ældste limtræsfabrik, Moelven AB fra 1919 i Töreboda i Sverige, har valgt at investere 60 mio. sek. i en nyopført 2850 m2 fabrikshal med ny maskinpark, der skal specialisere sig i limtræ til projektsalg.
- Det er tid til at satse for at kunne stå stærkere, når det her vender, siger adm. direktør for Moelven AB i Töreboda, Roger Roser.
For også fabrikken i Töreboda har mærket nedgangen i byggeriet, og hvis målet om at være den mest moderne projektfabrik i 2015 skal opfyldes, er det tid til at udvide produktionen, så man er klar, når der atter kommer gang i byggeriet. Allerede nu kan fabrikken garantere Moelven Danmark alt det limtræ, man efterspørger - og det endda til konkurrencedygtige priser på grund af den lave svenske kurs.
- Modsat nogle af vores danske konkurrenter, sælger vi kun gennem tømmerhandlerne. Vi har valgt den vej, fordi det er tømmerhandlerne, der har kontakten til brugerne, siger projektingeniør og teamleder i Team Beam, Martin Dambmann.
Fra udestuer til sportshaller
Gennem tømmerhandlerne får Moelven Danmark forespørgsler på projekter, der kan variere i størrelse fra mindre udestuer til sportshaller med 100 meter i spænd. Ekspertisen har man i det danske Team Beam, der tilbyder rådgivning om løsninger og systemer med I-bjælker, Kertobjælker, -strøer og -lægter samt limtræ. Særligt limtræet vil man nu have længere frem i lyset.
- Vi skal ud og gøre mere opmærksom på, at vi kan limtræ, og vi skal være mere aktive og opsøgende, lover Martin Dambmann.
louise@odsgard.dk