Gulvmesse på banen igen i 2010
Der vil være fokus på events, oplevelser og faglige konferencer, når Danmarks største gulvmesse vender tilbage til august
Gulvbranchen trodser krisen og møder igen talstærkt op på Danmarks største gulvmesse, Gulv10, der finder sted i MCH Herning Kongrescenter d. 24.-26. august. Messen blev ellers aflyst i 2009 pga. finanskrisen, men allerede nu er næsten alle stande på messen anno 2010 udsolgt.
- Efter et hårdt år med finanskrise er gulvbranchen tilbage på banen igen. Vi har fået tilbagemelding fra vores udstillere og gulvbranchen om, at de igen er klar til en stor dansk fælles gulvmesse i 2010. Vi kan allerede nu melde næsten udsolgt på messen med kun få kvadratmetre tilbage. Og det er ekstra glædeligt, at også branchens største og førende virksomheder bakker op om Gulv10, udtaler projektleder Marianne Houmann Jensen, MCH.
Bred opbakning
Generelt er der bred opbakning fra hele branchen til den fælles danske gulvmesse, der henvender sig til både leverandører, producenter, bygherrer, gulvlæggere, arkitekter, ingeniører, entreprenører og detailhandlen.
I alt har foreløbigt 38 virksomheder tilmeldt sig som udstillere på Gulv10 i Herning, bl.a. Ege, Fletco, Danfloor, Hammer Tæpper og Tarkett.
- Det er blevet vigtigere end nogensinde at være tæt på kunderne, og jeg er overbevist om, at branchen bedst kommer igennem krisen i fællesskab. Derfor er det af stor vigtighed, at vi har et fælles stærkt mødested, der samler hele den danske gulvbranche, udtaler adm. direktør Kenn Nielsen fra Tarkett om baggrunden for at deltage på messen.
Formand for Gulvbranchen, Christian Strøm, ser de mange tilmeldinger som et positivt signal fra en branche, som har oplevet en markant nedgang i byggeriet og den private forbrugers tilbageholdenhed.
- Jeg glæder mig derfor over, at der nu er optimisme at spore, og at vi har formået at samle hele branchen om én stor fælles gulv-event i MCH Herning Kongrescenter, udtaler Christian Strøm.
-los